Erindringer_1937
156 Verden, Sangerinden Beatrice Diderichsen, en af Musikforeningens paalideligste vokale Solister, omkom Store Bededag 3de Maj 1890 ved en Kørselsulykke i Brede. Aftenen før havde hun i Koncertpalæet udført Sopranpartiet i Gades Korværk „Agnete og Havfruerne“ , hvis vemodige Resignation nu fik en næsten symbolsk Betydning. Jeg havde hørt denne skønne Svanesang. Gamle Hartmann, Dynastiets Overhoved, hvis 90 Aar s Fødselsdag fejredes med utallige Festkoncerter, hvor den aandsfriske Mester hver Gang holdt stilfulde Takketaler, omgivet a f sin talrige Slægt, fik sin Søn Emil kreeret til Gades Efterfølger i Musikforeningen, hvad der gav yderligere Stof til Polemik. Jeg søgte i „København“ at slaa til Lyd for Victor E. Bendix, hvad der fik Georg Brandes til at smile skeptisk. A t man skulde tage en Jøde til Musikforeningens Dirigent! Jeg maatte tænke paa, at E rik Henrichsen en Gang havde fortalt mig, at Departementschef Ricard afviste enhver Tanke om, at en fra Jøder nedstammende Jurist skulde kunne komme ind i Justitsmini steriet.* ) Nej, Georg Brandes fik Ret — Bendix blev ikke Dirigent i Musik foreningen til stor Skade for denne Institution. Men da Emil Hart mann efter kort Tids Forløb maatte melde Pas, valgtes Franz Neruda til hans Efterfølger og gav Foreningen en kunstnerisk Saltvands indsprøjtning. Neruda var en sjælden Kunstner, glimrende Kammer musikspiller, en Dirigent, der formaaede at holde sammen paa Kor, Orkester og Solister, og som ikke svigtede Musikforeningens klassiske Traditioner. Der var en sprudlende Livsglæde over ham, naar han ved Dame- aftenerne i Kammermusikforeningen spillede til Dans, eller naar han i en fortrolig Kreds paa sit af hans tschekiske Herkomst prægede Sprog fortalte smaa selvoplevede Træk fra sin Kapeltid — som f. Ex. om den gamle Musiker, der paa Sæsonens første A ften tog sin Lom mebog frem, slog en Streg over Datoen og sagde: „Nu er der kun 264 Dage tilbage af Sæsonen!“ En vidunderlig Kammermusikopførelse erindrer jeg, en klassisk Kvartet udført af Vilma Neruda (Lady Hallé) som Primaria, Marie Arlberg-Neruda som anden Violin, Johan Svendsen som Bratsch og Neruda som Violoncellist — det var et Intermezzo ved en a f de fil harmoniske Koncerter. Et Brud, der gav Anledning til megen Om tale, mellem Johan Svendsen og Henrik Hennings svækkede disse Koncerter, som i deres Glansperiode bragte en Række store Virtuoser til Kjøbenhavn — Mestre paa Klaver og Violin. Uforglemmeligst er Johan Svendsen, naar han spillede sine egne to Symfonier med deres Væld af ungdommelig Livsglæde og Lune — hvor var han straalende, en Mester i Spidsen for sit Orkester. *) Da var Justitsm inister Rosenørn-Teilmann dog mere liberal under Forhand lingen i Folketinget Maj 1868, da D. B. Adler havde stillet sin Forespørgsel om Jøders Adgang til Dommerembeder. En Forhandling af stor tidshistorisk Interesse.
Made with FlippingBook