Erindringer_1937

156 Verden, Sangerinden Beatrice Diderichsen, en af Musikforeningens paalideligste vokale Solister, omkom Store Bededag 3de Maj 1890 ved en Kørselsulykke i Brede. Aftenen før havde hun i Koncertpalæet udført Sopranpartiet i Gades Korværk „Agnete og Havfruerne“ , hvis vemodige Resignation nu fik en næsten symbolsk Betydning. Jeg havde hørt denne skønne Svanesang. Gamle Hartmann, Dynastiets Overhoved, hvis 90 Aar s Fødselsdag fejredes med utallige Festkoncerter, hvor den aandsfriske Mester hver Gang holdt stilfulde Takketaler, omgivet a f sin talrige Slægt, fik sin Søn Emil kreeret til Gades Efterfølger i Musikforeningen, hvad der gav yderligere Stof til Polemik. Jeg søgte i „København“ at slaa til Lyd for Victor E. Bendix, hvad der fik Georg Brandes til at smile skeptisk. A t man skulde tage en Jøde til Musikforeningens Dirigent! Jeg maatte tænke paa, at E rik Henrichsen en Gang havde fortalt mig, at Departementschef Ricard afviste enhver Tanke om, at en fra Jøder nedstammende Jurist skulde kunne komme ind i Justitsmini­ steriet.* ) Nej, Georg Brandes fik Ret — Bendix blev ikke Dirigent i Musik­ foreningen til stor Skade for denne Institution. Men da Emil Hart­ mann efter kort Tids Forløb maatte melde Pas, valgtes Franz Neruda til hans Efterfølger og gav Foreningen en kunstnerisk Saltvands­ indsprøjtning. Neruda var en sjælden Kunstner, glimrende Kammer­ musikspiller, en Dirigent, der formaaede at holde sammen paa Kor, Orkester og Solister, og som ikke svigtede Musikforeningens klassiske Traditioner. Der var en sprudlende Livsglæde over ham, naar han ved Dame- aftenerne i Kammermusikforeningen spillede til Dans, eller naar han i en fortrolig Kreds paa sit af hans tschekiske Herkomst prægede Sprog fortalte smaa selvoplevede Træk fra sin Kapeltid — som f. Ex. om den gamle Musiker, der paa Sæsonens første A ften tog sin Lom­ mebog frem, slog en Streg over Datoen og sagde: „Nu er der kun 264 Dage tilbage af Sæsonen!“ En vidunderlig Kammermusikopførelse erindrer jeg, en klassisk Kvartet udført af Vilma Neruda (Lady Hallé) som Primaria, Marie Arlberg-Neruda som anden Violin, Johan Svendsen som Bratsch og Neruda som Violoncellist — det var et Intermezzo ved en a f de fil­ harmoniske Koncerter. Et Brud, der gav Anledning til megen Om­ tale, mellem Johan Svendsen og Henrik Hennings svækkede disse Koncerter, som i deres Glansperiode bragte en Række store Virtuoser til Kjøbenhavn — Mestre paa Klaver og Violin. Uforglemmeligst er Johan Svendsen, naar han spillede sine egne to Symfonier med deres Væld af ungdommelig Livsglæde og Lune — hvor var han straalende, en Mester i Spidsen for sit Orkester. *) Da var Justitsm inister Rosenørn-Teilmann dog mere liberal under Forhand­ lingen i Folketinget Maj 1868, da D. B. Adler havde stillet sin Forespørgsel om Jøders Adgang til Dommerembeder. En Forhandling af stor tidshistorisk Interesse.