Erindringer_1937

171

Jeg førte Fru Brandes til Bords og bød Velkommen i en lille Tale, der udtrykte Komitéens Glæde over, at Festen tegnede saa vellykket. „Hvem var det, som bød Velkommen?“ skrev min Ven Falkman perfidt i „Nationaltidende“ Dagen efter. Han vidste jo godt, hvem jeg var. Peter Nansen overtog saa Dirigenthvervet — hans Stemme var dog for svag til den store Sal. Schandorphs Sang var altfor overstrøm­ mende til at behage Brandes. Men Erik Skram talte udtryksfuldt og hjærteligt som en af Vennerne fra 70ernes Gennembrud, og Harald Høffding — Brandes’ Nietzsche-Modstander — karakteriserede — med et Citat fra Chr. Richardts Text til „Drot og Marsk“ — Brandes som den, der havde formaaet „at kalde Mænd“ . Thorvald Niss hilste paa Kunstnernes Vegne.*) Svartalen, som Hædersgæsten holdt med sjælden Styrke, formede sig dels som et Tilbageblik paa de Personligheder, der havde haft Be­ tydning for ham i hans Udviklingsaar — han nævnede saaledes Gabriel Sibbern — og dels som en Hyldest til aandelig Frihed, Fordomsfrihed, personlig Frihed. Axel Henriques’ glimrende Vise: „Tænk, om Brandes slet ikke var født“ , bragte Stemningen til sit Højdepunkt. Mangfoldige Telegrammer indløb fra Skarer af svenske, norske og tyske Forfat­ tere. Taine og Paul Bourget hyldede den danske Kritiker, Henrik Ibsens Hilsen var præget af hjærtelige Følelser, Bjørnstjerne Bjørnson gik behændig udenom gammelt Nag ved at hævde, at Statsunderstøt­ telse ikke burde afhænge af Meninger. Tiden for Fakkeltoget nærmede sig nu — det saa pragtfuldt ud, da det bevægede sig op mod Koncertpalæet gennem Dronningens Tvergade. Det rykkede gennem Gitret ind i Palæets Gaard, en Fak­ kelsang, som Oscar Madsen havde skrevet paa min bestemte Opfor­ dring til Trods for den Uvilje, dens Forfatter fra flere Sider var Gen­ stand for, blev afsunget, og saa talte Overretssagfører Oscar Johansen. Om denne Tale havde jeg brevvexlet med ham og tilsidst fastslaaet „Altsaa vil De tale“ , hvortil Johansen svarede: „Det har De ingen Ret til at forudsætte.“ Men han gav dog omsider efter og holdt den Tale som med mere Ret end ovenfor en kendt Politiker kan kaldes „hans eneste Tale“ . Den blev fremført med stor Kraft og Lidenskab, en Udfordring til Borgerskabet, det hykleriske Bourgoisi, som Kunst­ nere, Studenter og Arbejdere i lige Grad hader. Fra Balkonen takkede Brandes med en storslaaet Tale om Ilden. „Intet Element er saa renligt som Ild. Ild renser Luften. — Maatte den rense den daarlige Luft i denne By.“ Og om Lucifer, Morgenstjernen, Ildens Ophav, Flammens Bærer og Luernes Aand. Hans Sindbillede „er selve Livets Gnist, der gløder i Blodet; det er selve den Kundskabens Stjærne, der lyser paa vor Himmel; det er den gode Aand. Han er en Lysets Engel. Tro *) Jeg havde til Brug for „Københavns“ Referat paa Forhaand bedt Niss om Ma­ nuskriptet til hans Tale. Han svarede, at han havde ikke nedskrevet den! Og det lød ganske rimeligt, thi den bestod kun af disse Ord: „Jeg bringer Dr. Georg Bran­ des en Hilsen fra danske Kunstnere!“

Made with