Erindringer_1937

116 Soderhjelm selv stiftede jeg ogsaa Bekendtskab med, og dette fortsattes gennem Aarene baade i Gilleleje, hvor han boede en Som­ mer, i Stockholm og i den Tid, han var finsk Minister i København. Han forenede Literaturhistorikeren med Diplomaten, var en Filolog af udstrakt Viden og skolet Fremstillingsevne. Da jeg en Sommerdag kom ind hos P. Hauberg og Co. paa Køb- magergade, sad der en yngre Nordmand, der flere Gange havde søgt mig. Han rejste sig og kom mig i Møde: en høj, kraftig Skikkelse med brede Skuldre. Hans Stemme lød ligesom lidt træt, Øjnene var mær­ kelig klare og kloge — det var Knut Hamsun (Knud Pedersen Ham­ sund, som han kalder sig paa sin første Fortælling „Bjørger“ , trykt i Bodø paa Avispapir). Han havde et Manuskript med sig: „Kristoffer Janson, et Udkast“ , som han gærne vilde have optaget i „Ny Jord“ . Efter Samraad med Boghandler Poulsen antog jeg det, og Hamsun fik strax — undtagelsesvis — et Honorar udbetalt. Dette første Møde blev Indledningen til vort Bekendtskab. Da jeg om Efteraaret flyttede til Byen, blev Hamsun en næsten daglig For­ middagsgæst hos mig i Redaktionstiden. Vi debatterede Dagens lite­ rære og politiske Begivenheder, og jeg laante ham Georg Brandes’ Værker. Hamsun var just vendt tilbage fra Amerika, hvor han havde kæmpet for sin Existens, og at denne Kamp ikke havde været mindre haardnakket end tidligere i Kristiania, mærkedes baade paa hans Væsen og hans Udtalelser. Her i København førte han en beskeden Tilværelse paa Nordvestvej paa Nørrebro. Jeg bragte Hamsun sammen med den Kreds af unge Skribenter, der kom i mit Hjem: Johs. Jørgensen, Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, Sophus Michaélis, Knud Berlin, Ivar Berendsen, Valdemar Vedel, Francis Beckett, Bøving-Petersen, Malerne G. F. Clement og Ludvig Find, der malede en kraftig Øjebliksskitse af mig. I denne Kreds kvikkedes han op, hans Øjnes vemodige Skær svandt for mun­ tre Blink, og han fortalte om sin literære Stræben og sine digteriske Planer. Men oftest var han tavs og lyttende. En Dag ud paa Efteraaret bragte Hamsun mig første Kapitel af „Sult“ til „Ny Jord“ . Læsningen virkede betagende, og jeg skyndte mig med at trykke det, efter Hamsuns Ønske uden noget Forfatternavn. Den Opsigt, dette Kapitel vakte, var stor, fremfor alt i den norske Presse. „Verdens Gang“ meddelte, at „Sult“ var skrevet af Arne Garborg, en Meddelelse, jeg strax dementerede i Bladet. Men i Læng­ den syntes jeg ikke, at Hamsun burde være ukendt, og da Erik og Amalie Skram — den sidste som altid flammende og varmblodig — gik mig paa Klingen og ivrig udfrittede mig, fortalte jeg, hvem For­ fatteren var. Og nu blev Hamsun revet ud af sin ensomme Existens paa Nørre­ bro. Jeg, der om Foraaret var bleven valgt til Medlem af Studenter­ samfundets Bestyrelse, bevægede ham til at holde et Foredrag i Sam