Erindringer_1937

110 at vise vor Upartisklied havde jeg antaget en Novelle af Vilhelm Røse, Forfatter af Digtet „Rejsekammeraten“ , og nu de konservatives store Haab. Senere dadiedes han for at have mænget sig med Studentersamfundsdigterne. Haabet blev ikke indfriet, og da Røse døde i en endnu ret ung Alder, var han allerede omtrent glemt. Robert Hirschsprung, Kunstsamleren Heinrich Hirschsprungs ældste Søn, havde faaet Maleren Harald Slott-Møller til at tegne en Vignet til Omslaget — et Billede fra den frugtbare, gødede Muld, der skulde symbolisere den nye Jord. Denne Vignet gav senere Anled­ ning til Spot og Kritik, og Forlæggeren fjærnede den derfor, hvad der dybt fornærmede baade Hirschsprung og Slott-Møller. Da jeg en Aften henimod Midten af Januar kom ud fra Det kgl. Theater, hvor jeg i Selskab med mine Forældre havde overværet Op­ førelsen af „Hamlet“ , stod der et stærkt Brandskær over den nordvest­ lige Del af Kongens Nytorv, og en Bekendt fortalte mig, at det Hof- fenbergske Etablissement brændte. Her laa de rentrykte Ark af „Ny Jords“ første Hæfte. Jeg styrtede hen paa Købmagergade, hvor der var store Afspærringer — Brandvæsnet arbejdede med fuld Kraft, Ilden var alvorlig. Næste Morgen blev jeg vækket ved Bud fra For­ læggeren om, at „Ny Jords“ Hæfte var brændt op. Men Held i Uheld: Paa mit Skrivebord laa endnu første Korrek­ turerne — Hæftet kunde reddes. Jeg gik op paa „Politiken“ og for­ talte Peter Nansen, der altid stillede sig forstaaende og venlig overfor os unge, hvad der var hændt. Han smilede med sit mest char­ merende Smil og sagde, at han nok skulde omtale det i Bladet, hvad han gjorde i en vittig Artikel. Forlaget bestemte nu, at Fr. G. Knudtzons Bogtrykkeri i Ny Toldbodgade skulde trykke „Ny Jord“, indtil det Hoffenbergske Etablissement paany var leveringsdygtigt. Her traf jeg nogle sjældent dygtige Fagmænd, Faktor Ewald, der først døde i en høj Alder, og Faktor Lind, som senere blev Indehaver af Det Trierske Bogtrykkeri i Bredgade. Over dem begge svævede Chefen selv, Dr. phil. Frederik G. Knudtzon, en meget vittig og talende Mand, chevaleresk i Holdning og Manerer, egentlig Æsthetiker og Kunsthistoriker af Fag. Jeg fik under mine Besøg paa Trykkeriets Kontor mange lange Samtaler med ham. Han havde disputeret for Doktorgraden med en Afhandling om Masaccio og den italienske Malerkunst paa hans Tid og senere skrevet en lille Afhandling om Salys Rytterstatue af Frede­ rik d. 5te paa Amalienborg Slotsplads. Da han hørte, at jeg havde den Ærgerrighed at studere Æsthetik, fortalte han mig et kuriøst Smaatræk om Carsten Hauch, den sidste Professor — inden Paludan — i Æsthetik. Da han besøgte Hauch for at tale med ham om sin Examen og nævnede, hvilke æsthetiske Værker han havde gennem- pløjet under sit Studium, svarede den gamle Digter-Professor: „Ja, disse maa være udkomne, efter at jeg har tiltraadt Professoratet.“ Højst fornøjelige var Knudtzons Fortællinger fra hans Ophold i