Erindringer_1937

150 en lynende Intelligens, med mangesidige Interesser — saaledes staar han for mig, gammel Mariboianer ligesom Poul Nielsen. Begge disse Kunstnere traf jeg ofte, de kom i mine Forældres gæstfri Hjem sam­ men med mine samtidige. Peter Schram og Niels Juel Simonsen besøgte Studentersamfundet, og ber indlededes mit Bekendtskab med dem. Simonsen var og blev den typiske Vaabenbroder, paa Bunden godmodig, et stort Barn, men som et saadant let bevæget til Vrede. Schram mindede — som Poul Nielsen en Gang sagde til mig — ogsaa udenfor Scenen om en gam­ mel Eventyrkonge, naar han om Aftenen, inden Tæppet gik, stak sit Hoved med Lorgnetter for Øjnene og med det tætte, hvide Haar op over Orkesterbarriéren og mønstrede Tilskuernes Antal. Hver Dag kom hans høje, lidt sammenfaldne Skikkelse spankende rundt om Theatret for at se, om der nu ogsaa var Tavler ude. Han indfandt sig regelmæssigt paa Redaktionerne for at faa den sidste Anmeldelse og for at beklage sig over de Kritikere, der ikke havde rost ham eller endog skældt ham ud. „Det er skammeligt, som Vilhelm Møller har omtalt min Trop i „Tilskueren“ ,“ jamrede han en Dag. I Tilskuerfoyer’en kunde han, naar jeg mødte ham, fortælle den dristigste Anekdote med høj Stemme uden Hensyn til Omgivelserne. Han var uudtømmelig i Paafund. En Dag berettede han glædestraa- lende, at han havde faaet sin Leje nedsat — han boede selvfølgelig i Peder Skramsgade, som Niels Juel Simonsen i Niels Juelsgade. Han havde nemlig væddet med sin Vært om, at han skulde have Afslag, hvis denne ikke i Løbet af to Uger kunde lære Ulysses’ første store Replik i „Ulysses von Ithacia“ udenad. Og det var ikke lykkedes Husværten. William Bloch, der havde besøgt Schram paa Frederiks Hospital under hans sidste Sygdom i Sommeren 1895, fortalte, at den gamle Kunstner dybt beklagede sig over de elendige Roller, Theatret havde sendt ham til den følgende Sæson. Scenen var hans Et og Alt til hans sidste Stund. Og de, der har oplevet hans Bartholo, Leporello, Radelzier, glemmer aldrig hans Sangkunst — selv da Stemmen var paa Retur — hans komiske Fantasi og hans frodige Improvisa­ tioner.*) Med Algot Lange blev jeg Uvenner, da jeg havde oversat hans Bog om Sangkunst. Efter at Oversættelsen var tilendebragt, havde *) I sit sidste Leveaar fortalte Schram mig med stor Stolthed følgende: Han havde den foregaaende Sommer sammen med sin Datter Fru Orpheline Olsen over­ været Opførelsen af „Don Juan“ paa Den kgl. Opera i Berlin. De sad paa første Række i Parkettet, og Schram bemærkede i Mellemakten, at et Medlem af Or­ kestret gjorde sine Kolleger opmærksom paa ham. Et Øjeblik efter kom vedkom­ mende hen til ham og spurgte, om det ikke var Kammersanger Schram fra Det kgl. Theater i København? Ja, i saa Fald vilde han blot sige, at han havde set ham som Leporello, og det var den bedste Leporello af alle!