Erindringer_1937

179

ske Afhandlinger. De sad i fortrolig Samtale, da jeg overbragte min Lykønskning. Nu og da saas E rik Schiødte hos å Porta — hans Moder var langt ude i Slægt med min, og paa denne Konto viste han mig altid et ven­ ligt Ansigt. Der blev efter Schandorphs Død sagt om ham, at han havde arvet dennes Latter, og virkelig lignede disse to Mænds høje og larmende Latter hinanden paa en Prik. Ogsaa i deres Væsen var der noget beslægtet. Ganske stilfærdig var derimod Godfred Christensen, den sympa­ tetiske og fine Landskabsmaler, der ejede en usædvanlig musik- parodierende Evne — han kunde gengive Scener af „Don Juan“ , saa man troede at høre Erhard Hansen og Fru Erhard Hansen. Han kom en Aften ned i Studentersamfundet og morede højlydt med sine Paro­ dier. A f den yngre Kunstnerslægt saas N. V. Dorph hos å Porta. Han og jeg fik baade her og i Kammermusikforeningen Lejlighed til at discutere de moderne Kunstretninger — der var noget stivt og for­ beholdent ved Dorph, men han var i al sin Ærgerrighed en behagelig og chevaleresk Mand, der kort før sin Død naaede den Stilling, han havde stræbt efter: han blev Kunstakademiets Direktør. Lad mig yderligere en Vintereftermiddag, da Mørket er ved at falde paa, se mig om i å Portas Lokaler, der ikke gennem Aarene har forandret sig synderlig. En Ildebrand omformede dog Lokaleinddelin­ gen til venstre. Oversætteren N. J. Berendsen, den gamle Pariser „mon petit Berendsen“ , som Alphonse Daudet plejede at kalde ham, fordybede sig i franske Aviser, medens Adolf Bauer, der havde været en af „Dagbladet“ s fanatiske Journalister, studerede den skandinavi­ ske Presse eller raabte sit Ak og Ve over Tidens Radikalisme. En lille Herre med stor Officersmoustache og rare Øjne ser sig nærsynet om for at finde en Plads. Det er Lystspilforfatteren Oberst Frits Holst, Søn af Det kgl. Theaters mangeaarige Helteskuespiller Wilhelm Holst, der først døde som en 90aarig Olding, selv dramatisk Forfatter og Udgiver af det populære Værk om Felttogene 1848, 1849 og 1850. Frits Holst var paa det Tidspunkt, jeg første Gang traf ham, en Mand mellem 60 og 70 — Tabet af sin Hustru, den fremragende Folketheater-Skuespillerinde Louise Holst, født Carpentier, havde han aldrig forvundet — hun var pludselig død i 1883. Jeg besøgte ham en Gang i hans Bolig i Rosenvængets Allé og fik Indtryk af, at han i sin ældre Alder følte sig ret ensom. Men hos å Porta var han kvik og morsom, kunde fortælle spirituelt om sin Tjeneste i et fransk Zouavregiment i Algier 1867— 68 og om sine Theateroplevelser. Paa Det kgl. Theater havde han ikke haft videre Held med sit Lystspil „I Overgangstiden“ , og hans sidste Arbejde, „Hr. Skaarup og hans Venner“ , fik paa Dagmartheatret kun en Succes d’estime. Nej — Folketheatret var Frits Holsts egentlige Domæne. Her havde Lystspil som „Hverdagsfolk“ og „Revyen“ med vittig Persiflage over den københavnske Borgervæbning længe holdt sig paa Repertoiret, og det 12*