Erindringer_1937

41 kaldte „Maasetræ“ fandtes med den skraanende Stamme, hvor de nyindmeldte Drenge fik Indvielsen ved et Slag paa Bagdelen, og en m indre med et Anlæg for de smaa Drenge. De gamle B indingsvæ rk- Gavle og Bagbygninger paa Vandkunsten gav Legepladsen en male­ risk Baggrund. T il venstre laa Haderslev Læreres Skole (Th riges Sko le), sk ilt fra Mariboes Skole ved et Plankeværk. Naar Larmen fra de to Legepladser i F rikvarte re rne forenede sig, var den bedø­ vende. I Snevintre røg ikke sjælden Sneboldene over fra den ene Lege­ plads til den anden. En Gang g ik Døren, der fandtes i Plankeværket, op, og de to Skolers Drenge styrtede i Kampstemning mod hinanden. Paa Legepladsen mødtes man i F rikva rte re t i Reglen af Otto Borchsenius’ Raab: „Hænderne op a f Buxelommerne“ , med særlig Skandering af den sidste Stavelse. Neve havde samlet en Kreds af dygtige Lærere omkring sig. Der var baade Harald Høffding, V ilhelm Thomsen og Sophus Schandorph, den senere Toldforvalter i Horsens Holbech, Otto Borchsenius, Over­ lærer Kaper, den senere B iskop Ghr. Møller, den senere Professor theologie Schat-Petersen, Carl Michelsen, Herman Michelsen, Teisen, der blev Skoledirektør, og Teisner, der blev Præst i Vestindien og døde ung. En særlig trag isk Skæbne havde Elberg, der underviste i Sang og Gymnastik, en meget m usikalsk Mand, der ved Skolekome­ dierne paa Hoftheatret dirigerede Orkestret. Han maatte paa Grund af en Sædelighedssag forlade Landet, hvad der ikke i Længden kunde holdes s k ju lt for Drengene, og tog til Amerika. I Chicago henlevede han Resten af sine Dage, blev vistnok Jou rn a list i den dansk-ameri­ kanske Presse og naaede en høj A lder. Adam Neve fortalte mig en Gang, at Elberg i sine sidste Aar var baade blind og døv — det blev en meget u lykke lig Existens. T il Skolens Lærere hørte ogsaa Skrivelæreren Lauritzen, en pud­ sig K n a rk med højst drastiske Udtryk, naar han krævede Sving og Tydelighed i Skriften. Hans Efterfølger blev Carl Claudius, senere kendt som m u sikh isto risk Samler. Tegnelæreren V ilhelm Petersen var allerede da gammel og rystende, med et iro n isk Smil paa sine smalle Læber over de tossede Drenge. T il O riginalerne maa Gymnastiklæreren, Krigsassessor Schrøder, ogsaa henregnes. Han var Typen paa den gammeldags Underofficer, havde deltaget i Krigen 1864 og mistet nogle F ingre paa sin ene Haand. Han talte sin egen, ofte lattervækkende Jargon : „Jeg sla ’r aldrig, men naar jeg sla ’r, saa sla’r jeg“ . E lle r irettesættende til en Dreng: „Fo rd i D in F a r har en K lump Penge, skal Du ikke komme her og gøre Nar ad en gammel Lerer.“ Mig havde han kun ynkende Ord til overs for. Jeg var umulig i Gymnastik, kunde ikke sætte over Hesten — „ham med Paschaens Tø fle r“ plejede han at kalde mig, naar Gymnastikskoene ikke sad efter hans Ønske. En stor Begivenhed var altid Besøget af Gymnastikinspektøren,