Erindringer_1937

27 paa, at Akropolis-Fortæppet skulde hæve sig. Forestillingen indlededes med Eugène Manuels lille sentimentale Skuespil „Arbejderliv“, som Chr. K. F . Molbech havde oversat. Her saa jeg første Gang min senere Svigerfader Emil Poulsen som den unge Kobberstikker Marcel, den yndige Betty Schnell, som jeg tydelig husker i en lys Kjole, var He­ lene og Johan Wiehe den gamle Fabrikant Morin, den eneste Gang, jeg kan mindes denne Skuespiller, som kom til at staa i Skygge af sine Brødre Michael og Vilhelm Wiehe. Derefter fulgte Bournonvil- les Ballet „Kermessen i Brügge“ — Mesteren var endnu Leder, og Finalen til Trylleviolinens Toner gik med en fejende Vildskab, som aldeles overvældede mig. Endnu en Aften i den nye Theaterbygnings første Sæson tog mine Forældre mig med, og ved denne Lejlighed, 6te April 1875, fik jeg et lille Indtryk af to af Skuepladsens store Navne — af Fru Sødring og Hultmann, der spillede Husholdersken Madame Biblot og hendes Husbond Lægen Montarcy i det af H. P. Holst bearbejdede Lystspil „De har en Datter“, hvor Emil Poulsen var den unge Mand Jules, som spørger alle Fædre om „de har en Datter“, i dette Tilfælde Frk. Dehn som Hortense. Fru Sødrings rørende Lune og Hultmanns noble Fremtræden er ikke udslettet af min Erindring. Tilsidst fulgte „Et Folkesagn“, og da jeg ved et tredie Theaterbesøg et følgende Aar og- saa kunde føje „Valdemar“ til mit Repertoire, havde jeg haft Lejlig­ hed til at beundre tre af Bournonvilles ypperste Balletter i Mesterens autentiske Iscenesættelse. Hvor majestætisk truende virkede Ludvig Gade som Kong Svend, hvor sympatetisk Valdemar Price som Valdemar. Frk. Westberg var som Astrid granvoxen nordisk. Kammersanger Simonsen udførte Axel Hvide, — en mærkelig Rolle for en Baryton! Da Jerndorff som Knud var bleven dræbt ved Gæstebudet i Roskilde i 2den Akt, var min Moder ubarmhjærtig nok til at sige: „Saa, nu kan Jerndorff gaa hjem“, — et Brud paa Illusionen for mit unge Sind. Det morede Jerndorff, da jeg engang fortalte ham, om. hvor­ ledes Theatrets og Virkelighedens Verden havde krydset hinanden, da jeg første Gang saa ham paa Scenen. Forestillingens Indlednings­ stykke var et Skuespil af Emanuel Geibel: „Skuespillerinden“, som H. P. Holst havde oversat. — Frk. Dehn var Skuespillerinden Helene, i hvem Prins Lothar — Emil Poulsen — var indtaget. Det var 15de November 1877, jeg overværede denne Forestilling. Jeg har senere for­ trudt Valget — thi jeg burde have foretrukket den foregaaende Aften, da paa Oehlenschlågers Fødselsdag „Væringerne i Miklagaard“ op­ førtes med Vilhelm Wiehe som Harald Haarderaade. Ham har jeg nu kun set svag og nedbrudt 1879 som Theseus i „En Skærsommernats­ drøm“. Fader var meget streng, naar jeg bad om at komme i Theatret, men det lykkedes dog nogle Gange at faa en Billet til Casino til de store Rejseæventyr „Jorden rundt i 80 Dage“ med Knoblauch og gamle Helsengreen og „Kaptajn Grants Børn“. Ogsaa Operetter som