Erindringer_1937

135 Alexander Kielland, som længe havde boet i København, var nu vendt tilbage til sin Fødeby Stavanger, og jeg lærte ham ikke at kende, end ikke under hans senere Besøg. Jeg traf hans Fætter Car­ sten Kielland, Forfatteren af det lille Skuespil „Vaarluft“ , som Det kgl. Theater spillede, og ellers Bankmand, en Dag paa Trianglen i Samtale med Digteren, men Tiden tillod ingen Præsentation. Jeg havde været Kiellands Københavnerkorrespondent til „Stavanger Avis“ det Aar, han forestod Redaktionen, og havde Glæde af at læse Bladet, hvor hans elegante og aktuelle Pen ofte mærkedes. Hans unge Datter, senere gift med Digteren Vilhelm Krag, var meget indtagende, livlig og slagfærdig og talte Dansk uden nogen Accent — hun havde jo tilbragt sin Barndom i København, medens hendes Forældre var bosat hernede. Lad mig et Øjeblik vende tilbage til det politiske Liv i disse Aar. I Januar 1890 udløb Valgperioden til Folkethinget — nu skulde der i København ved Valget den 21de Januar tages Revanche for 1887. I Koncertpalæets store Sal kom Budskabet om Chr. Hages Sejr som en Bebudelse af Dagens Udfald — Gustav Wied paastod, at han troede, jeg var bleven gal, da han saa mig komme styrtende ud af Palæet, raabende: Hage valgt! Hage valgt! Baade Trier og Hørdum vendte ligeledes tilbage, og den sørgelige Ryssel var som sædvanlig Dumpekandidat i P. Holms 5te Kreds. Men Neergaard faldt i Maribo. Derimod valgtes i Ringkøbing for første Gang I. C. Christensen, i Løvel Anders Nielsen, to Mænd, der skulde præge Folketinget efter Bergs Død og blive den ny Tids Førere. Med en lille Skare Studentersamfunds-Venner i Hælene foer jeg om Aftenen ud i Rømersgade og talte fra Festsalens Tribune ildnende Ord til Forsamlingen. Men et andet Besøg havde — efter at Hørdums Valg var blevet proklameret — ført mig op i Athenæum. Det fornøjede mig at drille de gamle konservative ved at fortælle dem, at Hørdum var bleven valgt. Kaptajn Bernth bandede og svor — han personificerede for mig den mest forbenede Reaktion. Hvor morede det Sophus Michaélis, da jeg fortalte ham dette Intermezzo. Men at Valget ogsaa kunde udløse andre Følelser, saa jeg hos å Porta, hvor en yngre Mand græd sine modige Taarer over Resultaterne. I Maj 1890 døde C. C. Alberti, og jeg repræsenterede sammen med Alfred Christensen Studentersamfundet ved den gamle Frihedsmands Begravelse fra Stenlille Kirke i Nærheden af Sorø. Der var paa dette Tidspunkt stor Bevægelse i Venstres Rækker, da man beredte Over­ gangen til den Forhandlingspolitik, som væbnede Berg til sine sidste Leveaars energiske Modstand og paany nærmede ham til Hørup. Ved Begravelsen traf jeg Martin Dessau, der den Gang var Direktør for Svineslagteriet i Slagelse, og vi sad sammen i en Vejgrøft og talte om de politiske Begivenheder — han var velinstrueret om de nye Bevæ­ gelser.