Erindringer_1937

125 at faa Digteren til at deltage i Samværet. Han kom ogsaa op ad Trap­ perne og aabnede Døren i Salens Baggrund. Men i det Øjeblik, For­ samlingen ved Synet af ham raabte Bravo og klappede, trak han sig sky tilbage og forsvandt. Men denne Aften var betydningsfuld, den viste, hvilke Værdier Strindbergs moderne Dramaer indeholdt — først længe efter blev de løftede. „Frøken Julie“ -Opførelsen var en af Studentersamfundets store Bedrifter i disse Aar — vi fulgte vor egen Linje for Virksomheden, højst forskellig fra den gamle Studenterforenings. Et Bal afholdtes dog — Aage Meyer-Benedictsen skulde holde Talen for Damerne, men gik i Staa efter sine første Ord og kunde ikke finde Traaden, saa han genert maatte sætte sig. Efter „Frøken Julie“ gik vi i Gang med en Theaterforestilling paa Folketheatret, — dens Program blev fastsat efter en Konflikt med Erik Skram. Han havde foreslaaet at spille et Lystspil, han og Amalie Skram havde skrevet i Forening, „Fjældmennesker“ , senere opført med et vist Held paa Dagmartheatret i Efteraaret 1892. Men Stykkets Lystspiltone stillede store Krav til de spillende, og Forfatternes Plan om, at man skulde forsøge at faa baade Skuespillere og Damer af det københavnske Selskab til Hovedrollerne, kunde Bestyrelsen ikke ac­ ceptere. Det kom derved til et heftigt Sammenstød mellem Erik Skram og Herman Trier, og han gik forbitret bort, men jeg tror, da „Fjæld­ mennesker“ naaede frem paa Dagmartheatret, indsaa Skram, at Be­ styrelsens Betragtning alligevel havde været den rette — noget Nag efterlod denne Uoverensstemmelse i hvert Fald ikke. Aage Meyer-Benedichtsen, der var russisk kyndig, havde oversat Gogols berømte Komedie „Revisoren“ , der mærkelig nok var ubekendt herhjemme — en Komedie i klassisk Stil, der havde moret Kejser Nicolai I i den Grad, at Overleveringen fortæller, at han sagde, at af den Grund skulde Forfatteren ikke landsforvises. Vi besluttede at vove Forsøget med en Opførelse paa Folketheatret sidst i April. Poul Nielsen paatog sig Iscenesættelsen, og vi gik med godt Humør til den vanskelige Indstudering. Den falske Revisor Klestakof blev spillet af Ove Rode, der udfoldede besnærende Elskværdighed, men ikke var helt sikker i Stikordene, i hvert Fald ikke i den Scene, jeg som Hospi­ talsforvalteren havde med ham. Georg Brandes bemærkede, at det var underligt, Hospitalsforvalteren havde sine Bestikkelsespenge aftalte i Lommen, i Stedet for at tage dem op af en Pung og tælle dem. En virkelig komisk Præstation var Carsten Ravns Guvernør, dum­ vigtig, opblæst, brutal. Samspillet mellem ham, der var lille af Væxt, og Gendarmen, der udførtes af den høje Tvermoes, den senere Politi­ assistent, var uimodstaaelig ved Kontrastvirkningen, naar Guvernøren hundsede sin underordnede Funktionær. Severin Abrahams, der bag­ efter i Maj Maaned i Hui og Hast uden Held indstuderede „Revisoren“ , vilde absolut engagere Tvermoes til Gendarmens Rolle, hvad denne