Erindringer_1937

21 den nye Pige, anede jeg ikke, at Marie Larsen skulde residere der i de følgende 40 Aar. Ganske vist sagde hun op allerede, da hun havde været et Par Uger hos os, men dette var ikke alvorligt ment, men gentog sig gennem Aarene atter og atter. Marie bragte mig i Berøring med de store Begivenheder, thi uud­ slettelig staar for mig en Dag, da hun, kort efter sin Ankomst, ven­ der hjem fra Indkøb paa Torvet og fortæller om Socialisternes Kamp paa Fælleden hin historiske Majdag. Hendes Stemme skælvede, da hun berettede om, hvor mange der var blevet saaret og redet ned af Husarerne. Mine Forældre førte ingen udstrakt Selskabelighed i Havnegade, hvor Lejligheden var ret indskrænket. „Salen“ var et trefags Værelse til Gaden, og hertil vendte Dagligstuen ogsaa ud. Møbleringen fra de­ res Bryllup var pyntelig i „Salen“ med smukt betrukne Møbler med „Overtræk“ og en Lysekrone med en blank Kugle, som jeg altid øn­ skede at faa fri til Leg. Dagligstuen derimod maatte nøjes med Straa- stole. Spisestuen med det ene Vindue til Gaarden var temmelig mørk. I mine Forældres Soveværelse stod min Seng, det smalle Barneværelse rummede mine to Søskende og Barnepigen. Hver Fredag Aften efter gammel jødisk Skik besøgte de min F a r­ moder, der lod Helligdagslysene tænde, medens Onkel Herman læste hebraiske Bønner, og nøje overholdt de strenge Spiseregler, som mine Forældre lidt efter lidt forlod. Spisereglerne kendtes ikke hos min Moders Stedmoder, hos hvem mine Forældre i Reglen om Søndagen var til Middag sammen med min Moders Søskende og deres Mænd. Da gik Samtalen livlig om Børs og Børsforhold — Bankier Martin Goldschmidt, Grosserer Louis Meyer, og senere Vexellerer Louis Trier hørte, ligesom min Fader, til Børsens Stamgæster. Den fjerde Svoger, Overretssagfører Martin Meyer, var som den jødiske Menigheds Sekretær især optaget af Menighedspro­ blemer. Han blev 1883 Censor for det nye Dagmartheater og glædede mig ofte med sine Fribilletter, saa jeg fik mange af dette Theaters første Forestillinger at se. Da han 1889 forbød Det Strindbergske For- søgstheaters Opførelse af „Frk. Julie“, kunde jeg ikke rigtig forstaa Forbudet ud fra hans hele liberale Tankegang. Jeg fik den Idé at overføre Forestillingen til Studentersamfundets Sal og krydsede der­ ved min Onkels Forbud. Der var Sammenhold i Familien, og man støttede og hjalp hinan­ den paa gammel jødisk Vis. Bedstemoder Pauline flyttede fra Havnegade til Skindergade, det Hus, hvor nu Universitetskafeen er. Der var hyggeligt hos Bedstemoder — hun ejede stilfulde Møbler og et velforsynet Bogskab med de danske Klassikere, Walter Scotts Romaner og Carstensens Portefeuille. Mange Søndage har jeg stude­ ret de smukke Portrætter af 40ernes berømte Kunstnere i den senere Tivolidirektørs Ugeskrift.