Erindringer_1937

149 til ham og skrive efter hans Diktat, sagde han Nej. Han var bange for „Erindringsforskydninger“ . Blochs Kollega som Sceneinstruktør, Operaens og de store Even­ tyrstykkers Iscenesætter, Pietro Krohn, var i Modsætning til Bloch den evig rastløse, der ustandselig tumlede med de fordringsfulde Op­ gaver, der stilledes ham. Jeg kom ham paa nært Hold, da Journalist­ foreningen paa Foranledning af Henrik Hennings paatænkte ved en Privatforestilling paa Dagmartheatret at opføre Tschaikowskis Opera „Eugen Onégin“ under Medvirkning af Det kgl. Theaters Operapersonale, Kor og Ballet. En kolossal Opgave for en privat Forestilling, men Krohn, der havde paataget sig at sætte Forestillin­ gen i Scene, var Fyr og Flamme. Ove Rode og Gustav Hetsch delte Textoversættelsen mellem sig, og Krohn indbød Pressens Repræsen­ tanter til et Møde i sin Bolig i Kunstindustrimuseet og redegjorde for Planen. Jeg skulde hjælpe ham med at virkeliggøre den ved at faa Maskineriet i Gang. Men det viste sig hurtig, at det var umuligt at magte den, og den maatte opgives. Men Indtrykket af Krohns Sag­ kundskab og Enthusiasme og af hans smukke og indtagende Person­ lighed har jeg bevaret. Stor Iver udfoldede han ved Arrangementet af Theaterudstillingen i Industriforeningen 1898, der langtfra fandt den rette Anerkendelse. Ofte fik jeg en lille Samtale med Valdemar Kolling, der var en dygtig Holbergskuespiller og havde staaet paa Scenen sammen med Phister og Kr. Mantzius, og med Peter Jerndorff, hvis akademiske Kunst ogsaa særtegnede hans Personlighed. Han og den elskværdige Axel Madsen havde svigtet Medicinen for Kunsten. Elith Reumert derimod var den evige Student, medens Chr. Zangenberg repræsen­ terede Haandværkets Andel i Kunsten. Han havde 1881 fulgt Fru Oda Nielsen (da Fru Oda Petersen) fra Casino til Det kgl. Theater, hvor han en Tid lang, da han havde udført Oluf i „Dronning Marga- rete“ og Broder Kaj i Einar Christiansens Komedie „Broder Rus“ , blev betragtet som Arvtager af de patetiske Roller. Men som Hakon Jarl og Othello svigtede han — Ingeniør-Ædelhed og Haandværker- Bravhed blev hans Felt; dog var han ikke ilde som Aladdin. Zangen­ berg var udenfor Scenen den livsglade og smilende Københavner. Fru Oda Nielsen havde vanskeligere ved at indordne sig paa Det kgl. Theater — hun gik atter til Theodor Andersen, nu paa Dagmar­ theatret, hvor hun brillerede som Nitouche, men vendte tilbage. Hun havde i 80erne Verdensdamens Sving over sin Kunst som Hertug­ inden i „Den fremmede“ og som Præfektfruen i „Hvor man keder sig“ . Fru Oda Nielsen, som hun hed efter sit Ægteskab med Mar- tinius Nielsen, der paa Det kgl. Theater ikke kunde finde Fodfæste, — Kongen i „Axel og Valborg“ spillede han sønder og sammen — havde udenfor Scenen et evropæisk Snit. I disse 90ernes første Aar fik Karl Mantzius mere og mere det Fysiognomi som Kunstner, der blev hans herskende. En skarp Tunge,