Erindringer_1937

191 til Tider i profetisk Stil. En hel Menighed flokkedes om ham af hysteriske gamle og begejstrede unge Damer — han var høj og sværmerisk og saa godt ud. Men Bevægelsen fordampede hurtig, og Tranaas forsøgte sig i Stedet som Romanforfatter. Ligetil Efteraaret 1897, da Skrams Efterfølger Johan Ottosen, med hvem et varmt Venskab forbandt mig, gik af som Formand, var jeg Medlem af Bestyrelsen. I 9^2 Aar havde jeg baaret min Del af Dagens Byrde som den, der længst havde siddet i Studentersamfun­ dets Bestyrelse. Jeg kunde nu med frelst Samvittighed trække mig tilbage, saa meget mere, som jeg paa dette Tidspunkt ikke helt kunde forsone mig med den Kurs, der skulde styres under den nye Formand, Overretssagfører Andr. Lemmings Ledelse. Og Arbejde paa andre Omraader, fremfor alt mine tyske Studier, krævede mig fuldt og helt. Men inden jeg naaede dertil, havde jeg i Februar 1894 begyndt at redigere „Studenterbladet“ . Det var to unge Akademikere, H. Stein — nu Landstingsmand og Udgiver af „Børsen“ , — og H. Green, død som Nationalbankdirektør, der havde faaet Idéen til Bladet, som skulde udkomme hver Uge. Paa et Møde i Studenterforeningen rede­ gjorde jeg for, hvorledes jeg havde tænkt mig Retningen for Bladet, og overfor en Række Indvendinger støttede Dr. Starcke mig. Ove Rode fandt Idéen „vanvittig“ , men Edvard Brandes, der da var bosat i Kristiania efter at have nedlagt sit Folketingsmandat, skrev i en længere Anmeldelse i „Politiken“ , at Bladet tegnede til at blive „a f Betydning for vor L iteratur“ . Senere, da A. Hagensen — lige død som Redaktør af „Aalborg Stiftstidende“ — havde rost Gustav Esmanns Skuespil „Den store Maskerade“ i „Studenterbladet“ , blev Brandes ikke saa glad for det og beklagede endog i et Brev til Poul Levin, at han havde omtalt Studenterbladet saa venligt. Et mærkeligt Udslag af Ensidighed, selv om man nok saa meget maatte misbillige Esmanns Adfærd overfor Brandes. „Studenterbladet“ bragte et broget Stof, ledende Artikler om Stu­ denterpolitik — jeg var stolt over, at Erik Skram fandt mit anonyme Indlæg „En Hestefod“ saa udmærket — mange æsthetiske og kritiske Bidrag, bl. a. om Spiritismen af Johannes V. Jensen, hvem hans Ven Hagensen havde gjort mig bekendt med, Digte og Causerier. Carl Arctander og H. Meincke var utrættelige Medarbejdere. Vilhelm Bergsøe offentliggjorde en akademisk Tale. Store Polemiker blev ført. Da Poul Levin under et Pseudonym skarpt havde anmeldt Karl Lar­ sens „Søster Marianne og hendes Kærlighedsbreve“ , kom det til et heftigt Sammenstød med Forfatteren, der gættede paa alle mulige kendte og ham uvenlig stemte Mænd for at finde den skændige Kri­ tiker. Paa Karl Larsens Vegne optraadte Bøving-Petersen som For­ svarer. Og saaledes gik det løs hver Uge, nogen Sinecure var det san­ delig ikke at redigere „Studenterbladet“ , som Julius Gjellerup, hvis Boghandel i Sølvgade nær ved Polyteknisk Læreanstalt var anlagt paa Studenter som Kunder, havde taget i Forlag. Gjellerup var en