Erindringer_1937

1G7

det er betegnende for Tiden, at vi i Bestyrelsen førte lange Diskussio­ ner om, hvorvidt det kunde lade sig gøre først at begynde Kl. 9, hvad der var nødvendigt af Hensyn til enkelte rollehavende, som skulde medvirke ved deres respektive Theatre. Som Indledning spilledes Karl Larsens „Kvinder“ , som Det kgl. Theater først mange Aar efter kunde bekvemme sig til at antage. Heri viste Fru Mantzius (d. e. Fru Wal- léen) sin sjældne Karakteriseringsævne som Arbejderkonen Madam Jensen. Karl Mantzius havde iscenesat den lille dramatiske Situation. Men det var Hovedstykket, som tiltrak sig Opmærksomheden — Gunnar Heibergs mærkelige, stærkt stiliserede, følelsesbetonede Skue­ spil „Balkonen“ . Her vandt Peter F jelstrup en af sit brogede Theater- livs allerførste og allerstørste Sejre som den gamle, ondskabsfulde, snerrende Ressmann. Vilhelm Møller erklærede, at efter denne Præ­ station burde Det kgl. Theater strax sikre sig den unge Skuespiller. Dette skete dog ikke, hvad der var Synd og Skam. Tænk, om Fjelstrup var bleven knyttet til Det kgl. Theater, da han endnu stod i sin fulde Kraft, med de rige Muligheder foran sig, uden at kaste sine Evner i Grams i brogede og opslidende Engagementer, i Turnéer, der bragte ham ind i fortvivlede økonomiske Konflikter. Her svigtede Det kgl. Theater som saa ofte før og siden, skønt det kunde have vundet en Karakterskuespiller af Rang. I den kvindelige Hovedrolle forbavsede Dagmar Orlamundt ved sit lidenskabelige Spil — Gunnar Heibergs Instruktion havde gjort Underværker. Vilhelm Wiehe var Antonio, Jacques Wiehe Abel. En fransk Forestilling kom i Efteraaret, i Oktober 1894, som en Afvexling. L ’Oeuvres Direktør, Lugné-Poé, opførte med sit Personale Maurice Maeterlincks Drama „Pelléas et Mélisande“ og Rachildes Skuespil „Krystal-Edderkoppen“ . To svenske Theatermænd havde banet Vej for dette Engagement, Harald Molander, Fader til den nuværende Direktør for Dramatiska Teatern i Stockholm Olof Molander, en djærv, af Astma desværre svækket Mand, Forfatter til Skuespil i fransk Stil og til den store historiske Roman, „En Lykkeridder“ , og Emil Grandinson, der baade som Skuespiller og Regissør havde Indflydelse. Jeg gensaa ham under den nordiske Udstilling i Stockholm 1897, hvor han i gammelsvensk Ridderdragt forestod Særudstillingen Gamla Stockholm, og ogsaa i senere Aar, da han var knyttet til Dramatiska Teaterns Kancelli. Begge disse theaterkyndige var Impressarier for Lugné-Poé, der paa sin Vej ligeledes besøgte de andre nordiske Hovedstæder. Hans Forsøg to Uger senere paa at spille „Rosmersholm“ , hvor Ulrik Bren- del blev grønlig belyst som en Aand fra en anden Verden, forekom mig mislykket, men den stiliserede Maeterlinckske Prosa-Lyrik faldt ham og hans Personale mundret. Høj og statelig var han, en Fører­ skikkelse, han talte som Goland, fuldtonende og nuanceret, var be­ gejstret for sin Kunst, idérig og fantasifuld. A f det øvrige Personale husker jeg Madame Berthe Bady som Mélisande. Hun ejede Skønhed