Erindringer_1937

1 5 8 pas paa flere betydelige Operascener. Med „K leopatra“ forfulgte han sin første Sejr. Da Ellen Gulbranson overtog Titelpartiet, som Augusta Liitken havde kreeret, blev denne Opera en af Det kgl. Theaters T ri­ umfer. Enna kunde ved sin stærkt fremtrædende Selvfølelse undertiden støde an, men den var et ikke uforstaaeligt Træk i hans Karakter. Han havde gennemlevet drøje T ider og undgik dem heller ikke senere. En tung Skæbne ramte den sympatiske Julius Bechgaard, den populære Romancekomponist, hvis Sømandssange atter og atter figu­ rerede paa Koncertprogrammer. Hennings protegerede ogsaa ham, som syntes saa underlig forlegen, naar man talte med ham. Han levede i sin egen Verden. De store Operaer, han komponerede, blev hans Ulykke. Det lykkedes ham i 1893 at faa „Frode“ frem et Par Gange paa Det kgl. Theater, men den blev ødelagt a f en elendig Text.*) Hans følgende Operaer, „Konradin, den sidste Hohenstaufer“ og „Dødens Gudsøn“ med Text af Sophus Michaélis efter Rudolf Baumbachs bekendte Fortælling, blev nok antagne, men aldrig op­ førte. Denne Modgang slog Bechgaard ned. Det var trist senere at møde ham. I disse Aar blev Frida Schytte, den danske Violinfé, forenende sjælden Skønhed med yndefuldt og poetisk Spil, Publikums erklærede Yndling. Hun var Datter af Overretssagfører Vilhelm Schytte, der var Formand for Aktieselskabet Casino og i denne Egenskab indviklet i heftige Kampe for at holde Theatret oven Vande. Frida Schytte, med Kunstnernavnet Frida Scotta, nu Professorinde Kaulbach i Miinchen, debuterede ved en Koncert i Odd Fellow Palæets store Sal og besejrede strax Publikum. Ved denne Lejlighed traadte Carl Nielsen første Gang frem i Spidsen for et Orkester og ledede Opførelsen af „Egmont“- Ouverturen. Frida Schytte var uden al Virtuos-Indbildning. Hun fulgte elsk­ værdig Opfordringen til at spille en Aften i Studentersamfundet, hvor jeg i en Tale sammenlignede hende med de unge kvindelige Virtuoser, der tidligere havde gæstet København: Teresina Tua og Arma Senkrah. Midt i 90erne dukkede den purunge Peder Møller op — han kom helt ovre fra Brønderslev og havde faaet Frederik Hilmer, denne sprudlende og muntre Kunstner, til Lærer i Violinspil. En Søndag Eftermiddag — den 4de April 1894 — præsenterede Hilmer sin talent­ fulde 17aarige Elev ved en Koncert for indbudte i Hornung og Møllers Sal. Smækker og rødblond var han, med en prægtig Tone og et ægte Musikergemyt. Han spillede en Koncert af Vieuxtemps. Nu staar Peder Møller i sit 60de Aar som Danmarks store Virtuos.

*) I Juli 1936 sang Kammersanger Melchior Frodes store Fortælling „Hist, hvor den støvgule Tiber sig slynger“ ved en af sine Koncerter i Tivoli — en sen Anerkendelse til Bechgaard.