Erindringer_1937

130 blev vi saa gode Venner, at jeg deltog i Festen for ham paa hans 70 Aarsdag. Jeg har kendt faa Mænd, der ejede saa drastiske Udtryk for Haan og Foragt som Schytte — han var Satiriker og Polemiker baade i Skrift og Tale, og han skaanede ingen. Og mindst Robert Hen­ riques. Forbitrelsen hidrørte fra, at Henriques en Aften, da han med­ virkede ved en Koncert paa Klampenborg Badeanstalt, uden at give nogen Meddelelse til Publikum, havde spillet et andet Violoncelnum­ mer end det paa Programmet anførte og derved faaet Schytte til at gaa i Vandet. Den Polemik, der i den Anledning udviklede sig mellem de to, er en af de groveste, den københavnske Presse nogensinde har indeholdt. Fra den Dag af var Henriques Skive for Schyttes ubarmhjertigste Spot. Naar han sad i Kapellet ved sin Violoncelpult, kunde han høre sin Modstander fra Parkettet raabe ned til en Kollega, at det var en Vanære for Kapellet, at Henriques medvirkede. Han brugte Ord som „Skrivekæltring“ eller karakteriserede ham som kommende fra „Nø­ dens og Elendighedens Boliger“ . Naar Henriques skulde passere forbi ham paa en Række i Theatret, holdt han Hænderne for Øjnene for ikke at se ham, og da han en Aften ved en Operetteforestilling havde faaet Plads ved Siden af ham i Folketheatret, hidkaldte han Overkontrolløren og forlangte en anden Plads anvist. Schyttes Hidsighed og Hensynsløshed var forøvrigt ubegrænset og gik ud over alle uden Personsanseelse. Da han efter sin Afskedigelse fra „Dagbladet“ var bleven Musikanmelder ved „Børstidende“ under Ernst Brandes’ Redaktion, erklærede han til alle og enhver, at ved dette „lille Jødeblad“ havde hans Anmeldelser ingen Betydning. Men da han saa kom til „Berlingske Tidende“ , hvis Redaktion Dr. Carl Rothe havde overtaget og moderniseret lidt, fortalte han, at han paa Slotspladsen havde mødt Redaktøren, der hilste paa ham, „men jeg besvarede ikke hans Hilsen“ . Da Andreas Buntzen en Dag ikke var enig med ham i en Sag, tog han et fyldt Blækhus og kylede det efter ham. Man kan forstaa, at en Mand med dette Temperament ikke kunde lade Robert Henriques’ Forsøg paa at faa ham til at begaa en Fejl blive ubesvaret. Men Schytte var sammensat af højst forskellige Egen­ skaber, og det samme gælder Henriques. Skønt han ikke skaanede selv sin bedste Ven for en Vittighed, var han alligevel i Grunden en god­ modig Natur. Hans høje Ha-Ha-Latter virkede altid forsonende. Og til Trods for alle de Konflikter, man uvilkaarligt indvikledes i med ham, maatte man dog omsider stille sig forsonlig overfor ham. Sam­ men med Oscar Madsen skrev han i disse Aar forskellige Sommer- romaner med talrige Brud paa Privatlivets Fred — f. Ex. „Studentens glade Liv“ og „Ved højen Mast“ — de er glemte nu, men var for 90erne Samtaleemnet i „Agurketiden“ . Selvfølgelig maatte jeg ogsaa holde for — i et Kapitel mellem Peter Nansen og Edvard Brandes

'