Erindringer_1937

148 let, en af Komponist-Virtuosens syv Hustruer, der selv var baade gift og skilt flere Gange.*) Ogsaa Emma Nielsen, Poul Nielsens unge Hustru, lærte jeg at kende. Hun var Vaudevillens yndefulde Elskerinde, men i et af sine sidste Leveaar viste hun i Edvard Brandes’ Skuespil „Under Loven“, som Theatret havde forkastet, ved en Privatforestilling, at hendes Talent ejede baade Lidenskab og Temperament. Det gik hende som Elga Sinding, der var et Par Aar ældre, at Evnerne blev misrøgtede af Theatret. Fru Sinding forlod det i sin bedste Alder og naaede aldrig de Resultater, hendes frodige Fremstillingskunst havde beret­ tiget hende til. Med sin Mand, Billedhugger Stephan Sinding, havde hun indrettet et smukt Kunstnerhjem paa en af Frederiksbergs stille Villaveje. Men de brød deres Teltpæle op og bosatte sig i Paris, hvor de begge døde. Ved sin Bortgang 1936 blev Fru Sinding altfor flygtigt omtalt i den danske Presse. Ude af Øje, ude af Sind. Fru Anna Bloch havde nylig spillet Trine Rar i „Aprilsnarrene“ og lagt sine mærkelige illuderende Evner for Dagen som Fremstiller­ inde af halvvoxne Pigebørn. Man vil ikke let glemme hende som Hilde Wangel med de skrævende Ben i „Fruen fra Havet“ eller som den opløbne Tøs i „Faddergaven“ , Peter Egges friske Livsbillede fra en norsk Smaaby. Der var noget ungt og tindrende baade over Fru Blochs Kunst og over hendes Personlighed i disse Aar. Jeg traf ogsaa hendes Mand, Professor William Bloch, hvis forklarende og vej­ ledende Tale var lærerig og med hvem det var stimulerende at disku­ tere Theaterproblemer og Henrik Ibsens nye Skuespil. Kløgt og Intel­ ligens lyste ud af hans graa Øjne — jeg genfandt dette Blik en Snes Aar senere, da jeg lærte Paul Schlenther at kende, Julius Hofforys**) nære Ven, Theaterkritiker, Holberg-Kender, Burgtheater-Direktør. Ved Kaffen hos å Porta, paa Gaden i rolig, slentrende Gang, i det af gammel Kultur prægede Hjem var William Bloch en ualmindelig underholdende og gæstfri Mand. Han fortalte om sine Rejser med H. C. Andersen, om sine muntre Sammenstød med Kammerherre Fallesen, naar denne ikke vilde refundere Bloch de Beløb, han havde maattet afholde paa Theatrets Vegne til Klæder til en gældbetynget Skuespiller eller til Bøger, og om sine Theateroplevelser som Scene­ instruktør. Han burde have nedskrevet sine Erindringer, det vilde være blevet en aandfuld Bog. Men skønt jeg tilbød daglig at komme *) En Vittighed lød: Fru Carreno vil ved den første filharmoniske Koncert ud­ føre den anden Klaverkoncert af sin tredie Mand. **) Naar jeg nævner Hoffory, om hvem hans samtidige fra „Blasfem isagen“ i Studenterforeningen kunde fortælle saa meget, husker jeg en Aften i Studenter­ samfundet, hvor der meddeltes mig, at en Herre vilde tale med mig ude ved Døren. Det var Hoffory. Han saa syg og nedbrudt ud og spurgte, om Georg Brandes var til Stede? Da dette ikke var Tilfældet, gik han igen. Professoratet i Berlin be­ klædte han kun i faa Aar.