Erindringer_1937

147 en Symfoni-Sats af Haydn, Kaliwoda, Onslow eller andre samtidige — og spurgte jeg saa et Kapelmedlem: Hvad var det, De spillede i Aften, fik jeg i Reglen det Svar: „Det ved jeg saamænd ikke“ . Det var just ingen Anbefaling for Mellemaktsmusiken. Til Kapellets Veteraner hørte ogsaa den ypperlige Fløjtespiller Jørgen Petersen. I Kapellet spillede Korsyngemester og Kammer- musikus G. A. Lembcke, der har skrevet flere populære Romancer, Bratsch. Han var Kammersanger Simonsens nære Ven og faste Ac- compagnatør — en gemytlig, men overarbejdet Mand. Hans Efter­ følger som Syngemester, Axel Grandjean, fik i 80erne og 90erne nogle Operaer opført — det var i „Colomba“ , at Olaf Poulsen som Præfekten Baron d’Orsay kopierede Kammerherre Fallesen, der ripo­ sterede: „Det glæder mig, Hr. Poulsen, at De ogsaa kan spille en fin Mand“ . I „Oluf“ havde Grandjean det Held, at Herold udførte Titel­ rollen med dramatisk Karakteristik. Grandjean havde debuteret paa Det kgl. Theater som Elev af Phister i Arvs Rolle i „Jean de France“ , men svigtede Skuespilkunsten for Musiken og kom til Det kgl. Theater fra Dagmartheatret, hvor han var en kyndig Musikdirigent (bl. a. Griegs Musik til „Peer Gynt“ ). Theatret blev hans Et og Alt, og jeg har ført mange muntre Samtaler med den altid veloplagte og slagfærdige Mand, der hver Eftermiddag besøgte Wilhelm Hansens Musikforlag for at faa en Passiar med sine Venner Alfred og Jonas Wilhelm Hansen. 2den Kapelmester Frederik Rung lærte jeg at kende, da han i sit Hjem i Rigensgade ønskede at fremkomme med Udtalelser til Pressen om Betydningen af, at Cæcilieforeningen gik i Lag med I. S. Bachs Mathæus-Passion. En opfarende Heftighed kunde misklæde ham paa Dirigentpladsen, men han var en nobel Musiker, som samvittigheds­ fuldt gik op i sit Arbejde for Det kgl. Theater og hævdede sig smukt ved Siden af Mesteren — Johan Svendsen. Jeg gør nu Springet over Rampen og ser mig om blandt Perso­ nalet. Fru Eckardt, Olaf og Emil Poulsen beundrede jeg paa Afstand, men Fru Hennings blev jeg forestillet for af Henrik Hennings og bedt til Hjemmet baade i Tordenskjoldsgade og paa Platanvej. Hennings var Idéernes Mand, fuld af Initiativ. Han stiftede Theaterbladet „Re­ form“ , der var alt andet end blidt i Omtalen af Det kgl. Theaters mange Operaforsyndelser. Fru Hennings spillede i disse Aar sine store Ibsen-Roller, og jeg husker efter en Opførelse af „Vildanden“ hendes beundrende Ord om Hedvigs Rolle og om Ibsens Geni, der brød sig Vej gennem alle Hindringer og besejrede Menneskenes Træg­ hed og Uforstand. Hennings var som de filharmoniske Koncerters Leder sjælden gæstfri, og efter en af disse notable Opførelser gav han paa Hotel Kongen af Danmark en Fest for Eugen d’Albert, der fore­ kom mig at have en mærkelig Lighed med Billederne af Friedrich Nietzsche. Han var paa dette Tidspunkt vist allerede skilt fra Teresa Carreno, der med sit sydlandske Temperament slog Gnister af Flyg­ 10*