Erindringer_1937

129 og balancerede i hele dets Længde mellem Fade, Tallerkener og Glas, indtil han naaede til den anden Side og med et Sæt hep til Grev Holstein, som ikke syntes altfor glad ved Mødet. Robert Henriques havde daglig sin Gang paa Bladet. Hans musi­ kalske Dømmekraft og Uddannelse vilde have gjort ham til en Kri­ tiker af Betydning, hvis han havde kunnet se bort fra sine personlige Antipatier. Men dette var ikke muligt for ham og svækkede hans Autoritet. Ved „København“ vilde han gærne influere paa Kritiken uden selv i Øjeblikket at tage Ansvaret. Han assisterede nemlig som Violoncellist i Det kgl. Kapel og haabede paa ved den forestaaende Konkurrence at blive kgl. Kapelmusikus. Denne Ansættelse vilde sik­ kert have givet hans Liv en anden Retning, og den Skuffelse, han her led, vakte en Bitterhed i hans Sind, han aldrig overvandt, og som i høj Grad kom til at præge hans senere mangeaarige kritiske Virksomhed ved „Dannebrog“ og „Vort Land“ . Henriques vejledede mig, da jeg begyndte at skrive om Musik, jeg læste en Tid Teori med ham i hans Værelse ud til Gaarden i hans Faders Bolig, Tordenskjoldsgade 1, og her kom en Dag i min Under­ visningstime Johan Svendsen paa Besøg det var før Konkurrencen, der fremkaldte et varigt Brud mellem Mesteren og Robert Henriques. Den store norske Komponist var en sjælden indtagende Person­ lighed, underholdende i Samtale, kundskabsrig, belæst. I sine Leip- zigeraar havde han indgaaende studeret det 19de Aarhundredes tyske Literatur — man kunde omtrent ikke nævne nogen Digter — selv mindre Aander som Grabbe — uden at han kendte ham. Man mærkede ikke paa Johan Svendsen, at han var en berømt Mand — jævn og elskværdig var han, naarsomhelst man traf ham. De Kapelmedlemmer, der havde oplevet gamle Paullis sidste Aar, fik Svendsens skrappe Disciplin at føle som Modsætning. Hvor var han feststemt under de store Koncerter i Paris 1900, da han i Trocadéro fra Podiet til Franskmændenes maabende Forbavselse hilste ned paa Sophus Michaélis og mig, der havde sendt ham Blomster. I Paris følte han sig hjemme og gensaa de Huse, hvor han boede i sin Ungdom — de samme Mennesker paa de samme Steder. Og Hakon Børresen og jeg maa altid mindes den følgende Sommer, da vi en hel Dag var sam­ men med Mesteren i Gilleleje hos Musikforlægger Alfred Hansen, og hvor hans Glæde over den skønne, milde Sommerdag kom saa umid­ delbart til Orde. En Fjende for Livet havde Robert Henriques i „Dagbladet“s og senere „Berlingske Tidende“ s Musikkritiker, Kancelliraad H. V. Schytte. Denne var nu ogsaa en Mand, man let kunde komme i Ka­ rambolage med. Da jeg i „København“ havde harcelleret over den Konflikt, der var opstaaet paa „Dagbladet“ paa Grund af, at dets indre Forhold var blevet røbet, efter Sigende gennem en Indiskretion fra H. V. Schyttes Side til hans Ven Kaptajn Rovsing, foer Schytte løs paa mig en Aften i Det kgl. Theater og overfusede mig. Men senere M ennesker og B egivenheder 9