Erindringer_1937

128 en hurtig Arbejder — han skrev i Tidens Løb baade Prosa og Vers i „København“ , og en stor Kriminalroman, i hvilken jeg en Dag, da han var uoplagt, maatte overtage et Kapitel, ligesom det kunde hænde, at jeg gik ind paa at skrive Theateranmeldelsen i hans Sted og Navn (Emma Gads „Et Sølvbryllup“ f. Ex.). Paa Redaktionen dukkede Gustav Esmann nu og da op — han forenede Spydighed med Elsk­ værdighed, han kunde smile muntert over Tilværelsens Latterligheder. Opførelsen af hans Lystspil „I Provinsen“ paa Det kgl. Theater blev en Begivenhed for os alle. Han havde fortjent en bedre Skæbne — hans bratte Død var et uerstatteligt Tab for dansk Lystspildigtning. Mange ejendommelige Skikkelser mindes jeg, naar jeg kalder disse Aar ved „København“ tilbage i min Erindring. Bladet var en Fribytter, der ikke tog det altfor nøje med politiske Syrn- og Antipatier — snart foer det løs paa Socialdemokratiet, snart — paa Valgdage — agiterede det i Tilslutning til Partiet. Og denne svajende Partistilling aftegnede sig ogsaa paa Medarbejderstaben. Johan Knudsens fyldte Redaktionsværelserne med sine høje og kategoriske Udtalelser. I hans Følge kom Herman Bang, der dog havde vanskeligt ved at begaa sig og tørnede sammen med Rode. Den elsk­ værdige, noget lade Maler Christian Clausen viste sig ofte — et stort Modelbillede i bløde Farver fyldte den ene Væg i Carl Ewalds og Johan Knudsens Kontor. Ewald var en fast Gæst paa „Bernina“ og anvendte Kaféen som en Slags Filial til Redaktionskontoret. Han kommenterede Dagens Begivenheder med sit lønlige Smil, var uhyre hjælpsom overfor en yngre Medarbejder som mig og sparede ikke paa Anerkendelse. Kun da jeg overtog hans Literaturanmeldelser i „Adresseavisen“ , blev han lidt gnaven. Og „Bøllen“ Thorvald Bindesbøll lod undertiden sin Latter runge gennem Redaktionsværelserne, ledsaget af drastiske, for ikke at sige kyniske Bemærkninger. En Renæssanceskikkelse baade som Kunstner og Menneske. Saa var der Thomas Graae. Han skrev sine historisk-politiske Til­ bageblik, som havde Værdi og var Udtryk for megen Viden. Men han var ikke saa let at omgaas, hvad jeg allerede havde erfaret i „Ny Jord“-Tiden, da han helt tabte Besindelsen, fordi jeg ikke vilde trykke en Artikel af ham. Men nu blev han og jeg gode Venner. Der er en Episode, jeg ikke kan glemme, naar jeg nævner Graae. Hørup afsonede just i Vinteren 1889— 90 en 6 Maaneders Fængselsstraf for en mod Birkedommer Sylow rettet Artikel i „Politiken“ denne Gang undgik han altsaa ikke sin Skæbne. Da han var kommen ud af Fængslet, afholdtes der en Festlighed for ham i de Selskabslokaler, der den Gang laa i Koncertpalæets sydlige Pavillonbygning, og til Henning Jensens lydelig udtalte Misfornøjelse deltog ogsaa flere Medarbejdere fra „København“ , deriblandt Thomas Graae. Han var i en noget ube­ hersket Stemning, og da han ved den modsatte Ende af det lange Bord opdagede Grev Holstein-Ledreborg, sprang han op paa Bordet