Erindringer_1937

121 Brudstykker (Kongen i „Die Jüdin von Toledo“ og Leon i „Weh dem, der lügt“ var hans Glansroller). Herman Bang tog ikke Ordet — han følte sig rimeligvis trykket af Georg Brandes’ Nærværelse, da denne kun havde tilkendt ham „middelgod Fruentimmerforstand“ . Uhyre sensibel, som Bang var, maatte man tage sig i Agt for ikke at støde ham, og mine Erfaringer senere hen var, at han saa indbildte Fjender overalt. Men i sine gode Øjeblikke var han en af de Personligheder, der ikke let glemmes, sprudlende af Indfald, fortællende, harcellerende, fuld af Idéer og Særmeninger, af Fremtidsperspektiver — politiske og literære, — som næsten kunde tage Vejret fra En. Efter Souper’en vilde Kainz glæde Selskabet med Deklamation. Han fremsagde Ernst von Wildenbruchs Digt „Hexenlied“ , som Max von Schillings senere har skrevet melodramatisk Musik til. Aldrig har Kainz syntes mig større, end da han tog disse patetiske Strofer om „Bruder Medardus“ i sin Mund — der var en voldsomt stigende Kraft i hans Deklamation, svarende til Digtets voxende Pathos, — hans Betoning af Ordene: „Bruder Medardus“ er uforglemmelig. Med Rette dvælede Bang ved denne Recitation i sin Karakteristik af Kainz. Selskabet sad dybt grebet af den Vælde i det sproglige Udtryk, som prægede Josef Kainz’ Gengivelse af Wildenbruchs Ballade, — den vil overleve alle hans Kejser-Tragedier, som Wilhelm II beundrede og lod opføre paa Königliches Schauspielhaus i Berlin. Billedet staar uforglemmeligt for mig: den smækre nervøse Kunstner med det aand- fulde Ansigt, som Stemningerne foer henover som Storm-Ilinger over en Havflade, de dirrende Hænder, der understregede Situationerne, de mørke Øjne med deres Udtryk af Lidelse og Fortvivlelse — det var, som om han i disse Strofer samlede hele sin kunstneriske Styrke, alle sine Oplevelser, al sin Viden om Menneskene og deres Skæbne. Josef Kainz og Hustru havde under deres Gæstespil taget Ophold paa Klampenborg Badeanstalt, hvortil de nu i en sen Nattetime skulde køre. Da Kainz hørte, at jeg boede paa Strandvejen, indbød han mig til at tage med, og denne Tur i Sommernatten ad Strandvejen hører til mine uudslettelige Oplevelser. Sidste Gang jeg saa Kainz paa Scenen, var i Wien 1904, faa Aar før hans Død. Han spillede Moliéres „Misantrop“ og den mandlige Hovedrolle i „Die Zwillingsschwester“ , Fuldas Lystspil — maaske med lidt mere Manér i sin Kunst end tidligere, men stor, plastisk, betagende. Han lagde Glans over Paul Schlenthers ellers saa stærkt kritiserede Burgtheater-Ledelse. Min Virksomhed som Bestyrelsesmedlem i Studentersamfundet førte mig til Lund sammen med Overretssagfører Wolff og Kristian Gade for at repræsentere ved den aarlige Tegnérfest. I Akademiska Foreningen festedes der endnu paa gammeldags Vis med Procession til Digterstatuen, Spisning for Gæsterne med Professorer, der lignede mosgroede Oldinge fra Eventyrene. En aarvaagen og livlig Professor