Erindringer_1937

97 Forretningens Seniorchef saa jeg kun nu og da, men hans Søn Herman Lynge blev mig en forstaaende Vejleder ved Bogkøb. Jeg underholdt mig ogsaa med Forretningens Faktotum, Vilhelm Aarup, der selv havde ejet et stort, værdifuldt Bibliotek og derfor besad et indgaaende Kendskab til Bøger og deres Værdi. Hos M. P. Madsen paa Nørregade kom jeg ogsaa ofte — Madsen lignede en Literat i gammeldags Forstand. Han gav advarende Raad om Bogkøb — f. Ex. „lad hellere være med at ombytte Deres Over- skous Theaterhistorie med et finere Exemplar, køb derimod „Det kgl. Theaters Repertoire“, komplet er det en Sjældenhed.“ Hos Mad­ sen var Boghandler Torst en kyndig Kender. Forfatterinden Johanne Madsen var Boghandlerens Datter og havde arvet sin Faders varme Kærlighed til Literatur. Ved Studentersamfundets Rusgilde i Oktober 1886 stiftede jeg to for mig betydningsfulde Bekendtskaber. Overfor mig ved Bordet sad en bredskuldret blond Herre med et monumentalt Ansigt, tynd gul Haarvæxt og levende Øjne under tætte Bryn. Det var Erik Skram, med hvem et varmt og varigt Venskab kom til at forbinde mig, et mangeaarigt og resultatrigt Samarbejde, først i Studentersamfundets fri Theater, derpaa i Studentersamfundets Bestyrelse, endelig i Dansk Forfatterforening, hvor han 1912 blev Formand til 1915 og jeg sam­ tidig Næstformand. Vi tog mangen Tørn sammen, og aldrig blev vort fortrolige og venskabelige Forhold formørket. Venskabet med Erik Skram hører til mit Livs bedste Minder. Den unge Mand ved hans Side hin Aften forestillede han som Gotfred Rodes Søn — det var Ove Rode, der efter at have taget Artium i Norge, hvor hans Moder levede efter sit Giftermaal med Politikeren Erik Vullum, nu var kommen til sin Fødeby for at arbejde i dansk Presse. Rode virkede ualmindelig indtagende med sin slanke Skik­ kelse, sine brune Hjorteøjne og sit Sprog, som med en let norsk Accent i enkelte Ord fik en yndefuld Kolorit. Det ved dette Rusgilde indledede Bekendtskab førte i Aarenes Løb til, at vi mødtes i fælles Interesser baade i Foreningslivet og i Journalistiken. I mange Arrangementer af Theateropførelser og Fester gennem 90erne tog han og jeg Del Side om Side. Kulminatio­ nen var „Aarhundredets Viser“ , som i 1899 paa Casino gav Journa­ listforeningen et da usædvanlig stort Overskud. Men ogsaa paa Valg­ dage og især under Planlæggelse af Agitationer kunde Ove Rode og jeg udvexle gode Dessin’er, og nogle Gange lykkedes det mig, baade da Alberti-Kampagnen allerede 1890 begyndte efter gamle Albertis Død, og senere under Hykler-Stormløbet mod Edvard Brandes at skærpe Ove Rodes Sporsans. Nu begyndte den frygtelige Marsch paa Stedet, som hedder Provi- sorieaarene. Den fortsatte Modstand, som krævedes, den Følelse af Haabløshed, som kunde lægge sig som en Sot over Gemytterne, vir­ kede opløsende paa det af flere forskellige Elementer sammensatte M ennesker og B egivenheder 7