Erindringer_1937

123 ter fyldte Parkettet og kedede sig med Anstand. Og i denne officielle Feststemning gik Hornemans Opera, hvis Titelparti blev sunget af Theatrets svenske første Tenorist Arvid Ødman, til Bunds — til stor Ærgrelse for Komponisten, der først 14 Aar senere fik Oprejsning, da Vilhelm Herold overtog Aladdins Parti. Indstuderingen var i høj Grad bleven besværliggjort ved Hornemans personlige Nærværelse. Han foer rundt paa Tilskuerpladsen, baade paa Galleri og Gulv, for at høre, hvorledes Musiken klang, protesterede paa Scenen mod Johan Svendsens Tempoer og nægtede at forlade den, saa Kammerherre Fallesen maatte tilkaldes. Først da han gav Horneman en „Undskyld­ ning“, gik han. Horneman var en af Hovedstadens kendte Ansigter i de Tider. Dag­ lig saas han fra sin Bolig i Gothersgade begive sig hen til å Porta paa Kongens Nytorv eller Brønnum, fulgt i Hælene af en sort Pudel. Han stod ofte stille, vendte sig om og betragtede sin trofaste Ledsager, til hvem han henvendte Ordet. Han var et brusende og opfarende Temperamentsmenneske, let til Vrede, men ligesaa hurtig forsonet igen. Han havde Frisprog og generede sig sandelig ikke. Da Robert Henriques en Gang diskuterede med ham, afbrød Horneman ham med de Ord: „Ved De, hvad De er?“ „Nej, lad mig endelig høre det!“ „De er, De er en literær Sjover!“ Henriques besvarede Udtalelsen med sin kendte, høje Latter, der rungede gennem Brønnums Kafé. Pludselig en Dag vilde Horneman ikke besvare min Hilsen — jeg var Luft for ham. „Hvad er dog Grunden?“ spurgte jeg Lægen Louis Bramson, som just havde siddet og talt med ham. „Jo, Professor Horneman er misfor­ nøjet med en Anmeldelse, De har skrevet af Dagmartheatrets sidste Forestilling.“ Men nogle Dage efter var Horneman den gamle og be­ stred at have været vred paa mig. Han var den morsomste Paradox- mager, jeg i mit Liv har truffet. Han erklærede under Dreyfussagen, at Zola var Guds Søn, og han spottede paa den mest drastiske Maade Pianisten Siegfried Langgaards indremissionske Tilbøjeligheder. Men han følte sig ikke uden Grund ilde behandlet af Det kgl. Theater, der fuldstændig ødelagde hans sidste store Musikværk: „Kampen med Muserne“ . Mit Arbejde i Studentersamfundet bragte mig i Tidens Løb i Berø­ ring med højst forskelligartede Personligheder — ligefra Morten Pon- toppidan til Vilhelm Beck. Den sidstnævntes Foredrag i Badstue­ stræde var en kolossal Begivenhed — Folk meldte sig ind i Mængde for at høre Indre Missions Fører i selve Radikalismens faste Borg. Beck, der i Samværet mere gjorde Indtryk af at være en gemytlig Proprietær end en fanatisk Missionsmand, holdt et ret farveløst og svævende Foredrag, men under Diskussionen viste han Hestefoden og blev saaledes trængt, at hans Søn fandt Lejlighed til at udtale, at hans Fader var faldet mellem Jøder og Grækere. En anden berømt Mand stak derimod kun Hovedet indenfor Sam­ fundets Dør for at forsvinde igen — det var August Strindberg. I Be

Made with