Erindringer_1937

165 Skuespil — „W u thhorn“ burde absolut have været opført. Den Tid var længst forbi, da han havde læst Kapitler af sin Roman „Germa­ nernes Lærling“ op i Studentersamfundet og givet Teologen med Pro­ fessor P. Madsens Mæle, hvad der fik til Følge, at Goos tog sit Løfte om at holde Foredrag tilbage. Han skrev nu og da i „Politiken“ , men var for bestandig lyst i Georg Brandes’ Band, og Brandes havde Ret i sin Uvilje. Gjellerup, der havde fulgt ham paa Spasereture blot for at udøse sit Hjærte for ham og hyldet ham paa Vers som „Vor Hellig- aandsridder, vor Sankt Georg“ , havde svigtet ham paa en taktløs og fornærmelig Maade, som det ikke senere lykkedes Gjellerup i et Brev til mig at give en rimelig Forklaring paa. Men Gjellerup havde sine tiltalende Sider, hans Wagner-Begej string var ægte, og det var skam­ meligt af Det kgl. Theater, at det ikke, efter hans ypperlige Gengivelse af „Valkyrien“ , lod ham oversætte Trilogiens andre Dele. Senere hen i Dresden tra f jeg ham nu og da, men han gjorde her et endnu mere verdensfjernt Indtryk end i København — han havde forvildet sig ind i indisk Mystik, og hans Bismarck-Begej string, som den var kom­ met til Udtryk i et Interview med Rigskansleren, havde yderligere fjernet ham fra gamle Venner. Paa „Herman Vandel“ blev der holdt en lang og besværlig Gene­ ralprøve. Da den var endt, fulgtes jeg fra Folketheatret med P. A. Rosenberg, Elisabeth Rosenberg, Martinius Nielsen og Karl Gjellerup — det var en skøn, lys Foraarsmorgen, og over vore Hoveder susede Fugletrækket. A lle var vi optagne af Skuespillet og lyttede nu betagne til Naturens Røster. Den 29de Marts 1893 spillede Det fri Theater Henry Becques Skue­ spil „Ravnene“ . Denne Dramatiker, der i Frankrig just ikke var for­ vænt med Held, havde en halv Snes Aar tidligere vundet Ry med dette ubønhørlige Stykke om den Lod, der rammer en Familie efter For­ sørgerens Død, naar Kreditorer og Sagførere falder over den. Indtryk­ ket er knugende, men dramatisk ejer det stærke Optrin, der ogsaa nu ved den danske Opførelse virkede overvældende. Allerede længe havde Edvard Brandes gjort opmærksom paa „Ravnene“ , men intet Theater havde vovet at spille det. Fra Det fri Theaters Opførelse hu­ sker jeg især Viggo Lindstrøm som den gamle Aagerkarl Teissier med det udslukte Blik. Senere blev Becques Skuespil „Pariserinden“ opført paa Dagmar- theatret, og selv besøgte han i 1896 København. Han gjorde da et æl­ det Indtryk. Ved Journalistforeningens store Festbal i Casino holdt han under den indledende Underholdning en elegant turneret Kon­ ference fra sin Logeplads. Endnu en Forestilling var planlagt til Foraaret — dens Program skulde være Holger Drachmanns Melodrama „Snefrid“ , til hvilket Carl Nielsen paa vor Opfordring havde komponeret Musiken, Karl Larsens københavnske Studie „Kvinder“ , Remy de Gourmonts Drama „Theodatus“ og Henri Céards Forstadsidyl „Ferskenen“ . Men det kom