Erindringer_1937
165 Skuespil — „W u thhorn“ burde absolut have været opført. Den Tid var længst forbi, da han havde læst Kapitler af sin Roman „Germa nernes Lærling“ op i Studentersamfundet og givet Teologen med Pro fessor P. Madsens Mæle, hvad der fik til Følge, at Goos tog sit Løfte om at holde Foredrag tilbage. Han skrev nu og da i „Politiken“ , men var for bestandig lyst i Georg Brandes’ Band, og Brandes havde Ret i sin Uvilje. Gjellerup, der havde fulgt ham paa Spasereture blot for at udøse sit Hjærte for ham og hyldet ham paa Vers som „Vor Hellig- aandsridder, vor Sankt Georg“ , havde svigtet ham paa en taktløs og fornærmelig Maade, som det ikke senere lykkedes Gjellerup i et Brev til mig at give en rimelig Forklaring paa. Men Gjellerup havde sine tiltalende Sider, hans Wagner-Begej string var ægte, og det var skam meligt af Det kgl. Theater, at det ikke, efter hans ypperlige Gengivelse af „Valkyrien“ , lod ham oversætte Trilogiens andre Dele. Senere hen i Dresden tra f jeg ham nu og da, men han gjorde her et endnu mere verdensfjernt Indtryk end i København — han havde forvildet sig ind i indisk Mystik, og hans Bismarck-Begej string, som den var kom met til Udtryk i et Interview med Rigskansleren, havde yderligere fjernet ham fra gamle Venner. Paa „Herman Vandel“ blev der holdt en lang og besværlig Gene ralprøve. Da den var endt, fulgtes jeg fra Folketheatret med P. A. Rosenberg, Elisabeth Rosenberg, Martinius Nielsen og Karl Gjellerup — det var en skøn, lys Foraarsmorgen, og over vore Hoveder susede Fugletrækket. A lle var vi optagne af Skuespillet og lyttede nu betagne til Naturens Røster. Den 29de Marts 1893 spillede Det fri Theater Henry Becques Skue spil „Ravnene“ . Denne Dramatiker, der i Frankrig just ikke var for vænt med Held, havde en halv Snes Aar tidligere vundet Ry med dette ubønhørlige Stykke om den Lod, der rammer en Familie efter For sørgerens Død, naar Kreditorer og Sagførere falder over den. Indtryk ket er knugende, men dramatisk ejer det stærke Optrin, der ogsaa nu ved den danske Opførelse virkede overvældende. Allerede længe havde Edvard Brandes gjort opmærksom paa „Ravnene“ , men intet Theater havde vovet at spille det. Fra Det fri Theaters Opførelse hu sker jeg især Viggo Lindstrøm som den gamle Aagerkarl Teissier med det udslukte Blik. Senere blev Becques Skuespil „Pariserinden“ opført paa Dagmar- theatret, og selv besøgte han i 1896 København. Han gjorde da et æl det Indtryk. Ved Journalistforeningens store Festbal i Casino holdt han under den indledende Underholdning en elegant turneret Kon ference fra sin Logeplads. Endnu en Forestilling var planlagt til Foraaret — dens Program skulde være Holger Drachmanns Melodrama „Snefrid“ , til hvilket Carl Nielsen paa vor Opfordring havde komponeret Musiken, Karl Larsens københavnske Studie „Kvinder“ , Remy de Gourmonts Drama „Theodatus“ og Henri Céards Forstadsidyl „Ferskenen“ . Men det kom
Made with FlippingBook