Erindringer_1937

164

den senere Anna Larssen, som her første Gang dukkede op af Ube- mærketheden. Det lykkedes at faa endnu to Forestillinger frem i Sæsonens Løb — det var eneste Gang, at Planen nøje kunde gennemføres. Den 12te Marts spilledes Karl Larsens tyske Militærskuespil „Æ re “ og nogle a f Chr. Hvid Bredahls „Dramatiske Scener“ , som Benjamin Pedersen havde sammenstillet og indstuderet, indledede af Georg Brandes med en smuk og træffende Karakteristik af Digteren. Indstuderingen af „Æ re“ havde været uhyre omstændelig. Thi Karl Larsen krævede ikke alene et naturtro Interiør fra et tysk Officers­ hjem, men forlangte frem for alt, at Uniformerne sad som støbt om­ kring Figurerne. For at opnaa dette tilkaldte han sin Ven, daværende Kaptajn Dalhoff-Nielsen, og han og Karl Larsen hersede saadan med en skikkelig, ikke videre velbegavet Theaterskræder Nielsen, at denne blev afvexlende rød og bleg og rystede over hele Kroppen — han troede, han var kommen under Militærdiktatur. Og at faa en Uniform til at sidde som støbt omkring Hunderups brede Krop vilde selv for en tysk Militærskræder have været en Prisopgave. Men omsider erklæ­ rede baade Karl Larsen og hans Raadgiver sig tilfredse, og jeg, der havde fulgt de militære Raadslagninger med Uro og bekymret tænkte paa Uniformregningerne, aandede op. Stykket gjorde Lykke. Og den 14de Maj fulgte Karl Gjellerups Skuespil „Herman Van­ del“ , som Dagmartheatret ikke havde turdet spille paa Grund af Fosterfordrivelsesmotivet med Sevenbom. Med „En Bryllupsnat“ i Erindring havde jeg paalagt den gemytlige E lektriker, der passede det nye elektriske Lysanlæg, ved den svageste Mishagsytring at gøre lyst paa Tilskuerpladsen. Men der skete selvfølgelig intet, og Publikum syntes virkelig betaget. P. A. Rosenberg havde med Omhu ledet Indstuderingen. Han sprut­ tede af Energi. Til Trods for hans Ensidighed: udprægede Sympa­ tier for Rasmus Nielsen og Rudolf Schmidt og aldrig svigtende Mis­ tillid til Georg Brandes, kom jeg godt ud a f det med ham. Han var en utrættelig Slider, og til sin sidste Time arbejdede han paa at forøge sin Viden paa alle Livets Omraader. Hans Hustru Elisabeth, Kompo­ nisten Hornemans Datter, spillede den kvindelige Hovedrolle, Sigrid, Martinius Nielsen kreerede Herman Vandel — Rollen klædte hans særlige Spillemaade, og han var ved Prøverne en Charmeur uden Poseren. Jacques Wiehe havde som Godsejer Kragh faaet en Rolle, hvis Jargon han senere ikke kunde blive af med igen. Den forfulgte ham i flere Aar. Lindstrøm var Rektor Tvede, der mentes at være et ret nærgaaende Portræt af en Fibiger, og Fru Secher var Louise. Karl Gjellerup talte jeg længe med under Prøverne. Han besøgte mig undertiden, og vi mødtes i vor fælles Beundring for tysk klassisk Digtning som Germanernes Lærlinge. Han gjorde et indadvendt Ind­ tryk, var ikke uden Grund bitter over den Mangel paa Anerkendelse, Det kgl. Theater havde udvist ved ikke at spille et eneste af hans