Erindringer_1937

82

Opstandelse over Frikendelsen. „Berlingske Tidende“ s mangeaarige Referent, Christian Hansen, med hvem jeg henved 20 A ar senere kom til at samarbejde ved Bladet, ytrede hø jlyd t sin M isfornøjelse med Dommen. Senere i hine Systemskiftets Dage blev han mere diploma­ tisk og sagde aldrig et ondt eller uoverlagt Ord. Følgende Ø jebliksbillede ha r jeg bevaret: Døren til venstre for Formandspladsen gaar op, og den frikendte Hørup træder ind i Salen. Mod ham komimer L a rs Dinesen i sit sædvanlige Luntetrav. Han standser og lykønske r Hørup, der sm iler diabolsk. Nu kunde Estrup alligevel ik ke længere tilbageholde den provi­ soriske F inanslov. Den blev anmeldt paany, forelagt, behandlet og forkastet. Og saa skete der et nyt utvetydigt Grundlovsbrud, idet E strup publicerede en kongelig Resolution, der bemyndigede ham til at afholde Udgifter og oppebære Indtægter. Under Behandlingen af den Dagsorden, med h v ilken Folketinget protesterede mod Grundlovsbrudet, forefaldt der en Episode, jeg al­ drig har kunnet glemme. B iskop Monrad tog Ordet — jeg ser ham rejse sin noget bøjede Skikkelse til hø jre i Salen henimod Formands­ pladsen. Øjnene er sørgmodige under de tætte B ryn . Med dirrende Stemme udtaler han, som havde den væsentligste Del i Konciperingen af Grundloven af 5te Jun i, at han vilde ønske, hans Ø jne havde været lukkede, inden denne Forsmædelse va r bleven tilfø jet vor frie Fo r­ fatning. Det blev Monrads sidste Ord paa Rigsdagen — i Foraarets Løb, Aaret før sin Død, nedlagde han sit Mandat med en Beklagelse af intet at have kunnet udrette for Frihedens Sag. Men Edvard Brandes skrev med Grund, at Monrads store Exempel vilde mane, og hans mandige Ord ikke være spildte. Da de to Maaneder, M inimum fo r en Rigsdagssamling, var naaet, skilte Estrup sig hurtig af med den for rigtig at kunne skalte og valte. T il Foraarets opsigtsvækkende Episoder hørte Sagen mod „Po litiken “ , i Anledning af en m ilitær Affære paa Lammefælleden, hvor en Soldat skulde have v irke t som Meddeler til Bladet: Da dette ik ke vilde op­ give vedkommende Soldats Navn, og Regnskabsbilaget for hans Honorar var blevet fjærnet, indlededes der Undersøgelse mod Herman B ing og H. W itzansky, der begge en ko rt T id fængsledes — en Sag, der vakte stor Opmærksomhed som Led i Nellemanns smaalige Fo r­ følgelse af Oppositionspressen. Den va r ligesaa latterlig som Affæren med Pigen fra Løvel, der idømtes Fængsel for at have ødelagt et Billede af Kongen i et Vendsysselsk Forsam lingshus, — man maatte erindre Studenteraffæren med „den gamle Bøste“ fra 40erne i Goters- gades Exercerhus, som man tog mere gemytlig paa. H un blev hyldet af Tusinder, da hun forlod sit Fængsel. R imeligvis lever hun endnu og har et Ungdomsminde om po litisk Martyrium at se tilbage paa. Midtpunktet i m it Rusaar var og blev Studentersamfundet. Her­ man T rie r va r en Formand, der indgød Respekt. Jeg ha r aldrig