FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

14 tydsk Fåcon, og som de vidste, at det udvortes giør meget til Sagen, og mest forblænder Almuens Øjne, satte man tydsk Bind paa sine Bøger. — I saadant tydsk Liberie kom |: ieg troer |: Aaret 1778 først |: det dan? ske |: ellers kaldet det blaa : | Biblioteqve ud [Alminde* lige Danske Bibliothek. Et Maanedsskrift], hvori Vers med Streger og uden Riim, Monodramer, Duodramer, Fædrelandssange, Bardesange, Sagaer og Ballader, Ballader i Besynderlighed giorde Opsigt; Balladernes Fødeland er egentligen Brittanien, men de kom til os igennem Tydskland, og vi fik dem, ligesom vi i gamle Dage fik Thee af Flollænderne, fra anden Haand, nok bedærvet og udvandet. Vi fik da i ommeldte Bibliothek en Ballade hvori hver Strophe endtes paa o 1 siden fik vi en, som endte Versene paa hø, hø, hø, og vi frygtedeimmer for det værste. Endeligen kom in Februarii eller Martii Maa= neder et Avertissement i Adresseavisen , som berettede, at en Ballade, nemlig Hagbarth og Signe var forlist paa Gaden, og bad, at den som mødte et saadant noget, vilde redde det, i hvor ubetydeligt det end maatte være, og oplevere det paa Adresse^Contoiret. En af os saa Vraget af denne Ballade strandet paa Bredden af en Rendesteen i Vimmelskaftet, og leverede Originalen paa AdresseiContoiret, men en Copie deraf ind til Selskabet, som med rette kan kaldes les derniers efforts de la ballade danaise, da siden denTid Kunsten at smidde Ballader ophørte fra den Dag. — Her er den — Hagbarth og Signe. En Skotsk Ballade.

Hagbarth var en Konge Søn, Puf! Puf! Puf! Tro e var han, fik Skam til Løn, U f ! uf! uf! Hans Møe var Princesse Signe, O ! O ! O ! Som intet i Skiønhed monne ligne, J o ! J o ! Jo ! Hagbarth fik en ynkelig End, U f ! U f ! U f! Elskov styrter saa mangen rask Svend, Puf! Puf! Puf! Hagbarth skrev slig Ballade, A h ! A h ! A h ! Hvorm ed man nu giør Parade, H a ! H a ! H a !