FraDetNorskeSelskabesKreds_1913

16

Syng Venskab — Elskov — Hymens stolte Glæder — Syng Mandens Fryd — Hans Salighed — hans alt — hans B rud — hans Hæder — Syng hendes D y d — M en Harpen — ha! — hvo stemmer, saa den lyder — Som Sphærerne? H v o synger — højt — og værdig — hendes D y d e r? Serapherne — H a — Venskab — tryller — svulmend’ maae ieg svimle — A f Mattighed — M en sukker — Ven — for dig — h a ! — Glæders H im le G iv Varighed — Joach. Wibe. Dermed dør Ewaldstriden i versprotokollen. Spillet politik ingen rolle for selskapet? Saalænge Guldi bergs styre ruget over landet, var der ingen som brøt sin hjerne dermed. Eller man nøiet sig med en beklagelse — Wessels kjendte: «men det er ilde — ei bondens suk at høre vilde», er sikkert et hip til den reformfiendt* lige regjering. A lt offentlig liv laa nede — det eneste sted hvor man kunde «tænke, tale frit», var paa scenen. At Det norske Selskabs folk var ivrige theatergjæn* gere, siger næsten sig selv. De la sin mening meget tydelig for dagen, og var noksaa frygtet som publikum. En av yndlingsskuespillerinderne ved det kongelige theater var den norskfødte Caroline Walther. Hun var en av selskapets hovedmænd — Johan Vibes — elsker* inde, og stod under nordmændenes beskyttelse. Der blev intrigeret mot hende av en misundelig kok lega, og av hendes foresatte ved teatret, hoffet blandet sig i striden — men kongen selv applauderte hende ivrig. Det begeistret B. Prahl — Pilen*Palen — til følgende «kongesang»: Brødre, som samlede Glæde her nyde Vellyst, som H im len U nde r sin Ven: Frisk nu med Druerne Hierterne fryde, Priise Fortieneste, O g synge den.

Glade vi priise nu Rigernes Fader;