GAHagemannsKollegium_1908-1915

18

h j e m v e n d t

er i kurs som livsanskuelse mellem bønderne, men som alligevel utvivlsomt præger de dybere drag i sjælelivet langt stærkere end folk selv ved at, og som i svære tider danner et reservefond af uberegnelig væidi. Alle disse træk genfandt jeg her et for et, blot modificerede en smu e ved det krav 0111 større åndelig smidighed og evne til indleven 1 fremmede tankegange, som livet mellem mange mennesker stiller. løvrigt kendte jeg manden udmærket, vi var så at sige bysbørn, blot forskellige i alder. Han stammede fra en af de store bøndergårde eller små herregårde 1 Vestjylland, som på en anden egn vilde være hjemfalden til en ikke sjældent ubehagelig proprietærtype, men hvis indehaver i hvert fald tidligere blot dannede toppen af bondebefolkningen på stedet, og efter mit skøn giver den bedste illustra­ tion til hvad ældre tiders storbønder betød. En noget videre horisont, sik­ kert delvis fremkaldt ved det forhold, at enkelte af sønnerne så ofte slog ind på studeringer; lidt større proportioner i det hele, men iøvngt intim forbindelse med den gamle bondekultur med den sans tor sjælelig og mate­ riel ægthed, der fulgte med, det var hovedlinjer i disse familjers karakter. Manden, jeg havde fået øje på, var netop en sådan næstældste søn, kom som rus ind til hovedstaden midt i firsernes beske og stærke røre, hvori han tog livlig del, men valgte (som jeg tror i kraft af et sobert instinkt) ikke sit studium indenfor åndsfagene, men studerede medicin. Fremragende dygtig, som han var, blev han i København og oparbejdede der en meget anset kirurgisk specialist-praksis. Midtunder dette forsømte han ikke sine andre interesser, men tog ikke sjældent del i diskussioner om ting, der liørte åndslivet til; han var måske de nye legioners mest rettroende mand og gennemførte det såkaldte fritænkerske syn med ualmindelig konsekvens. I mine tidligste studenterår var jeg kommet ikke lidet i hans hjem og havde der lært at vurdere hans strengt redelige tankegang. I nogle år havde vi dog kun setes med lange mellemrum . Jeg gik ind i toget vestpå uden at se, om han var med der, og vi var allerede kommet forbi Kolding, igennem bakkelandet og ud på de store midt­ jyske hedeflader, da han kom hen til mig i waggonens sidegang og hilste. Efter et par første almindelige bemærkninger stod vi sammen og så ud over det marts-nøgne land, hvor lave gårde dukkede sig hist og her under en vældig himmel af gråvejr. Den foregående dag var der kommet en smule sne med stærk blæst, så pløjemarkerne lå stribede af hvidt og gråsort, hele landet var spættet som en hjejleryg med enkelte nybygningers grelle røde som den eneste stærke farve i billedet. Toget holdt ved en station. Nogle få mennesker steg ud og steg ind. Vi gled igen sagte frem. Så sagde han: »Jeg har taget mig fri loi en tid, fået en kollega til at overtage min praksis. Jeg skal hjem og se til mor.« Lidt efter: »Jeg skal i det hele hjem og se til min barndomsegn igen, om jeg kan kende den. Det har jeg ligesom fået brug for. Det er nemlig gået mig sådan, ja det er lidt underligt at målte tilstå det, når man er fyldt halvtreds og er professor og doctor i medicinen, men forholdet er virkelig det, at mine omgivelser derovre i København, de er