GAHagemannsKollegium_1908-1915

HJEMVENDT

19 voksede mig over hovedet i en vis retning. Jeg står nede på jorden og kommer aldrig højere, og nu vil jeg over og se, hvordan det går for andre mennesker, der står samme sted som jeg selv; om jeg ikke kan lære noget af dem. Ja, De er naturligvis for ung til ret at forstå det jeg siger her, men De er jo alligevel en af dem hjemmefra, og hvem ved, hvordan det kan gå Dem selv. — De ved vist, at jeg hørte til de hold, der i sin tid kom over til København og fik sjælene skoldede for religion. Vi blev jo noget nøg- teine? frøs "vel også lidt i begyndelsen, men vi troede, det var ligesom is­ koldt styrtebad, brutalt, men styrkende. Og det gik jo også godt nok for de fleste. Men hos nogle al os, der kom det til at spille ind, som man aldrig huide glemme, nar man vil »revoltere menneskeånden«: at almuen og alt, der hørei den til, den tænker kun i billeder, og den kan ikke tåle, at de bliver taget ha den. Det er kun de gamle hjerner, der har været under kultur i gene- 1 ationer, og hvis blod er blevet lidt køligt og lidt tyndt, der kan begejstres tor abstraktioner. De umiddelbare i ånden, de dør, når deres næring bliver taget fra dem. Dengang billedstormerne huserede herhjemme på reformationstiden, da var det jo almuen, der huggede de gamle helgener til pindebrænde rundtom i kirkerne, men det var de nye lærde, der stod bagved. De har jo nok lagt kraft i huggene, bønderne og håndværkerne, der splittede alt det gamle ragelse ad, for de var jo børn, og børn vil gerne slå itu; men alligevel tror jeg, det bagefter har gjort nogle af dem ondt for de gamle ormstukne og elskede hjælpere, der gik i løbet. Og vi, åh, vi undlivede barndoms-guderne med lidenskab. Skulde nogen kunne slå hårdere end os, der skulde miste alt? Se for mig, der var det jo netop det , jeg skulde have beholdt; det var så at sige min fædrenearv, jeg forødte ved den lejlighed. Min skæbne var jo den, at alt det derhjemme, det skulde jeg miste, jorden og menneskene og den hårde blæst. Og den jordklump jeg skulde have med, som andre træer, der skal plantes 0111 , det var alle billederne fra min barndom og mors stemme og de gamle salmer. De må nu ikke opfatte mig som renegat. Mine skibe er brændte, og der er ikke vej tilbage. Men det er gået op for mig, at tiden ikke har været helt god ved bondesjæle som min. Det er slemt at fryse, når man bliver ældre. Hjemme i København forstaar de mig jo ikke. Mine egne sønner volti­ gerer tilsyneladende gladelig oppe i den abstraktionernes luft, hvor jeg er for tung til at komme. Men den evne er jo ogsaa købt på bekostning af en generation — mig. Sagen er, at førerne i gennembruddet, det var tænkere og æstetikere og politikere, ikke seere og digtere. Derfor havde de heller hverken magt eller ret til at få almuen med sig. De formåede ikke at skabe ae nye billeder, der skulde give den næring. De templer, der byggedes i min ungdom, var lovlig luftige for jordsønnerne. Vi så ikke guderne mere.