GAHagemannsKollegium_1908-1915

2 q

h j e m v e n d t

Nå derfor gik det jo også sådan, at almuen kom ikke. Og kun yi tå, som omstændighederne tog magten fra, går rundt nu og er kommet tor-

ker‘ Det betyder ikke så meget; vi er næppe mange, og yi dør jo nok. Det er ikke verdenshistorie, og kun fordi jeg under mig selv lidt erstatning, rejse ies hiem nu — Kan jeg ikke få Himmerige igen, sa kan jeg vel fa samle træer i haven og himlens vælde over landet og den halvfrosne pløje- jord, der synker under mine fødder, som da jeg var dreng. Og sa skal jeg tale vTstod°tavse ved siden af hinanden med det mørke landskab jagende forbi ruderne. Den lange vogn duvede blødt i farten, men larmen huggede og skar' alligevel hårdt ind igennem spejlglasset. Han havde underhden måttet tale mig lige ind i øret for at gøre sig forståelig. Nu tændte de elektriske pærer pludseligt og brutalt over os, landskabet udenfor sortnede brat endnu et par toner. Han smilede blegt det grelle lys: »Nå, jeg må vist ind og gøre mig klar. De skal længere nordpå, ikke?« Jeg nikkede, han gav mig hånden og v, sagde farvel hl hinaUdtn efter holdt toget ved holdepladsen, hvor han skulde af, den samme, der så tit havde modtaget mig i ferierne. Jeg åbnede vinduetfor at hi se farvel- sammen med den kolde forårsluft slog en syrlig og vidunderligd salt vestenvind og røg af hedetorv, ind til mig. - Hele togets kompakte lydmasse var væk, stilheden gik ind paa nerverne som en gysen et elle andet sted ude i mørket tudede vinden sagte, sagte i en døi ellet le . ryg forsvandt ind i det gule petroleumslys. Fløjte­ signaler, toget gled. Vi var kommet klar af de forvoksede træbuske, der stod ved holdepladsen; jeg skimtede gennem mørket hans fødegårds omu s ikke fem minutter borte fra banelinjen. Den kendte profil, haven, so vestenvinden havde klippet skråt af som et hustag, hovedbygningens sol.de masse, mit tidligste indtryk som barn af vælde og grundmur. Dei kom han selv, ikke ad vejen, der svinger i bue i nord, men ad genstien ind ov de snestribede marker. Toget skød fart; han var allerede langt bagude loi

mig. —

Der er så ikke mere. Det skulde være nogle vers, der har ligget i min skrivebordsskuffe det meste af den tid, der er gået siden.

»Nu bredes under min slidte sål muldjordens lunende skød; den lægger sig mod mine fødder så mild og værnende blød, som om den favned en død.