GAHagemannsKollegium_1908-1915

HJEMVENDT

21

Der visner ud af mit mindes gem en vandrings rastløse færd, et stort vildt hig imod lykkens morgenrødmende skær. Nu finder jeg den jo her. De tusinde vejes støvhvide sten og gadernes grå asfalt, de slidblanke skinners mile, som ingen endnu fik talt, åh, nu har jeg glemt det alt. Jeg snuser op i mit næsebor en blid og gammelkendt em; den lister fra staldens båse, fra luger, der står på klem; den siger mig: jeg fandt hjem. De fjerne havnes lokkende duft af fremmede zoners frugt, de svinder bort af min hjerne for denne fattigmandslugt af kornneg, der samler fugt.

Den blæst-revne have klager i sus, dump tale af gamle træer; af al god rigdom på jorden

er ingenting noget værd mod gange og buske her.

Jeg hører i mørkets stigende vind en spæd og dirrende klang, det er jo min egen moder, der synger sin aftensang mod natten, der bliver lang. Min livsvejs brogede sange, der lød fra kvinder i blåt og rødt, her, under lyset fra ruden, er alt det tyst blevet dødt. Mo’rs stemme klager så sødt. Jeg føler over mit stride hår en hånd, der er varm og blød; jeg hviler mit trætte hoved ned i min moders skød. Min vandring er glemt nu, død.« HOLGER SANDVAD.