DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

5

delelsesskole, dens Opgave er væsentlig opdragende; Folkeskolen, af hvis Elever det overvejende Antal i deres hele Liv ikke faa mere god aandelig Paavirkning end den, de faa i Skolen, skal ikke udelukkende eller blot væsentlig paavirke Barnets Forstand; den maa søge at paavirke alle Barnets Evner; det eentrale i Mennesket er og bliver de religiøse og sædelige Anlæg; at udvikle en religiøs-sædelig Karakter er Skolens egentlige Maal. Til Uddannelsen af en religiøs-sædelig Karakter bører imidlertid ogsaa Udviklingen af de intellektuelle Evner. Kundskabsmeddelelse og Udviklingen af de intellektuelle Evner, saa Barnet senere bliver i Stand til rigtig at vurdere og bedømme de i Livet indtrædende Tilfælde og Forhold og til at tage en fornuftig Beslutning, bliver for Skolen et af de nærmest liggende og virksomste Midler til at løse sin Opgave, men altid kun et Middel Den Skole, som kun har uddannet Barnets Tænkeevne, har forfejlet sin Opgave. Man kan ikke med Rette ind­ vende, at Opdragelsen er Hjemmets, ikke Skolens Sag; de faktiske Forhold ere jo saaledes for det overvejende Antal af Folkeskolens Elever, at Hjemmets Tid og Kraft gaar med i Kampen for det daglige Brød, saa andre Opgaver helt lades ude af Betragtning, og Opdragelsen maa overlades til Skolen, der som en kyndig og kjærlig Vejleder ikke tør skyde Opgaven fra sig. I Folkeskolen vil den personlige Paavirkning fra Læreren paa Eleven blive Hovedformaalet, det, hvor de smukkeste og varig- ste Resultater opnaas; var dette ikke Tilfældet, vilde Lærerens Gjerning være saare lidet opmuntrende, da en stor Del Elever udgaa fra Skolen med saa tarvelige Kundskaber, at Skolens Opgave som kundskabsmedde- lende maa betragtes som resultatløs. Derimod vil selv den tarveligste Elev fra en trofast og kjærlig Lærer kunne tage mangt et Guldkorn med, naar Læreren har forstaaet at paavirke sine Elever i alt, hvad der er godt og elske