DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

11

I et saadant System er der ikke Plads eller Brug for Skaberen , altsaa beller ikke for bans Indgriben i Ver­ dens Styrelse paa usædvanlig Maade ved Underet, der da maa fremtræde som Brud paa Naturens Orden, som stridende mod Fornuft og Erfaring. Men i dette System bliver der, naar det konsekvent skal gjennemfores, heller ikke Plads for Menneskets Frihed, det indordnes paa en Plads i det store Nødvendighedens Naturrige; Ansvar, Synd, Samvittighed blive blotte Indbildninger, thi hvor­ ledes kan der være Tale om Synd og Ansvar, naar alt gaar efter de ubøjelige, evigt virkende Naturlove. Frel­ sen fra Synden ved Jesus Kristus bliver selvfølgelig her­ efter Toppunktet af al Galskab. Det turde dog maaske have sine Betænkeligkeder at give Børnene en saadan Kundskab eller at bygge deres Opdragelse paa denne Lære. Denne Lære turde være lige saa farlig som den, at Menneskene begaa Forbrydelser og henfalde til Druk­ kenskab og andre Laster ene og alene paa Grund af de daarlige Samfundsforhold, men ikke ved egen Skyld og med eget Ansvar. Pauli Ord i 1 Cor. 1, 23: «Den korsfæstede Jesus er Jøderne en Forargelse og Hednin­ gerne en Daarskab«, staa ved Magt den Dag i Dag. Imidlertid er Kristendommen en Magt i Verdensudvik­ lingen, den sejrende Magt, og der findes jo ikke saa faa Kristne endda i Verden; ogsaa vi have en Mening, som vi grunde paa Guds Ord, og vi kunne aldeles ikke gaa ind paa den ovenfor omtalte Anskuelse; Guds Ord har for enhver Kristen saa klarlig bevist sin Sandhed og Kraft, at vi ydmygt bøje os derfor og «tage Forstanden fangen under Troens Lydighed . » Vi ville tage et enkelt Under for os, Lazarus’ Opvækkelse. Børnene medbringe til Opfattelsen af denne Begivenhed fra den forudgaaende Undervisning nogle Forudsætninger, De ville saaledes vide, at der i denne timelige Verden intet er evigt, men alt forgjængeligt, her er en uafbrudt Kommen og For