DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

5

saa er det Opdragerens; ikke at tale om de saare mange Fam ilier i vore Dage, hvor Børnene vokse op saa godt som uden Opdragelse, og det ikke alene i fattige Hjem, hvor Foræ ldrene ere beskjæftigede ude af Huset hele Dagen for a t bjerge Foden, og Børnene overlades til sig selv enten indelukkede i en fattig, lille Lejlighed eller over­ ladte til Livet paa Gaden i Selskab med en Flok mere eller m indre tvivlsomme K amm erater; men ogsaa i vel­ havende Fam ilier, hvor Foræ ldrene ere saa optagne af deres Forretninger, Forlystelser eller Pynt, at de «ikke have Tid» til at opdrage deres Børn og forsømme denne Forældi;es helligste P lig t, idet de overlade Børnene til sig selv eller Tjenestefolkenes Omsorg. Hvor meget godt og ædelt er der ikke gaaet til Grunde under saa- d anne Forhold og i et Hjem, hvor K jærlighedens Varme mangler, hvor Kiv og Usamdrægtighed bringer Splid og Forvirring ind i Barnehjæ rtet, og det kues ved Haardhed eller L igegyldighed! Det er betegnende for denne Opgaves Storhed, at lige fra de ældste Tider have de ædleste og stø rste Mænd tæ nk t og gransket derover og nedlagt deres E rfaringer og Tanker i deres Skrifter, saa at mange af de alm indelige G rundsæ tninger, som nu høre til Op­ dragelsens Katekismus og betragtes som alle oplyste Menneskers Fællesejendom, skyldes saadanne højtbegavede Mænd. Men Tiderne veksle og T idsaanden med dem ; hver Tid stiller sine K rav til Menneskene, som de ikke kunne unddrage sig for, da vi nu en Gang ikke ere satte her i Verden som Tilskuere ved Livets store Drama, men hver paa sin P lads for at udføre sin Del deri, og vil nogen blot være T ilskuer, ikke Deltager, blot være nydende, ikke ydende, da har han svigtet sit Livs Opgave, hans Liv vil blive et tom t, et forspildt Liv. For Opdrageren bliver det altsaa, ganske i A lm indelighed sagt, Opgaven a t lede og dygtiggjøre sin Myndling til at udfylde sin