DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

18 (Skolen og Livet 297 f.), der efter med Styrke a t have hævdet Nødvendigheden af Religionsundervisningen i Folkeskolen, ud taler: „Naar den Tid, der i Skolen an ­ vendes til Religionsundervisningen, staar i Misforhold til den Tid, der anvendes til Opdragelse til den vi­ dende Erkjendelse, da er det indlysende, at Skylden herfor ikke er den, a t der lægges for megen Vægt pa a Religionsundervisningen, men a t der lægges for liden Vægt paa de andre Lærefag; og a t Misforholdet kun udjævnes paa en sand og naturlig Maade, naar det efter Haanden lykkes Almueskolen gjennem en mere udvidet Skolegang a t faa Lejlighed til ogsaa at benytte et rigere Apparat af Læremidler« De t e r kun paa den Maade, a t Almueskolen i Sandhed kan stræbe hen til den Ligevægt, hvorfor Betingelserne i al Fald ere til Stede i de andre Stænders Skoler, medens vi derimod lige over for vor Tids tumu ltua riske Fordringer ma a tte anse dette for det stø rste pædagogiske Misgreb, om man i Almueskolen vilde vinde Plads for de andre Læremidler ved at trænge Religionsundervisningen til­ bage eller vel end ogsaa ved ganske at fortrænge den fra Skolen og henvise den til Kirken. “ Vi kunne fuldstændig tiltræde disse vægtige Ud ­ talelser for Religionsundervisningens Bibeholdelse i Skolen og ville særlig slutte os til Monrads Udtalelse: De r maa staas fast, naar der er Tale om at gjøre nogen Indrømmelse til at afknappe Tiden for Religions­ undervisningen, og til Fr. Lange om det store pædagogi­ ske Misgreb at ville tilbagetvinge denne Undervisning i Folkeskolen, — ja der maa ikke gjøres den mindste Indrømmelse; lad saa dem, der ikke ere tilfredse med