DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

6

Plads i Livet, saaledes som hans Gaver og Evner nu anvise liam den. Jeg bruger U dtrykket «hans Gaver og Evner anvise ham,» th i hvert Menneske medbringer en N aturbestem thed, en medfødt Individualitet, som det aldrig kan komme helt bort fra, ej heller skal komme fra, men som ved Opdragelsen og den deraf resulterende Frihedsudvikling skal modificeres og omdannes til en sædelig Karakter, hvorfor det er en grov Vildfarelse, n aar Opdrageren søger at gjøre Vold paa Menneskets naturlige Ejendommelighed, en Vildfarelse, som altid vil hævne sig ved a t den unge enten sæ tter Trods imod Forsøget eller bliver en Hykler. Men herved er Sagen endnu la n g t fra klar eller Opgaven u d tøm t; der skal tages Hensyn til Tidens berettigede Krav, medens de uberettigede, og da som oftest m est højrøstede, skulle afvises, men frem for alt m aa der ikke tabes af Syne, a t der arbejdes ikke blot for Menneskenes K rav og Riger, men først og fremmest for Guds Krav og Rige efter Ordet M ath. 16, 26 : »Hvad n y tte r det et Menneske, om han vand t den ganske Verden, men tog Skade paa sin S jæ l? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin SjælPn Opdrageren skal træde til over for den unge, sn art hæmmende, sn a rt tilskyndende, han skal staa vejende og prøvende, men aldrig v ak lende; den Haand som skal styre et Skib gjennem de fraadende Bølger, m aa ikke ryste, og -Øjet ikke blinke, selv om Dødsfaren er over­ hængende. Men end m indre maa den Haand gribe fejl, som skal lede den unge ind paa Livets Sejlads og sæ tte hans Kurs, og det Øje, som skal spejde efter den vejle­ dende Stjerne, slø v e s! Fæ ste vi saa ø je t paa den Tid, i hvilken det er givet os at virke, da vil selv den m est overfladiske B e ­ trag tn in g gjøre det klart, a t den er en gjærende og voldsom Tid, svanger paa mange og farlige K ræ fter. Det er Folkefrihedens Tidsalder, i hvilken Folkene ere kaldte