DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

12

Troen paa Ordets og Bonnens K raft. Den unge maa føle, a t der bag Opdragerens Ord og Tale staar en fast personlig Overbevisning, staar et Liv efter Ordet og i Bønnen. Kun altsaa naar Opdrageren stedse opdrager sig selv ved Ordet og styrker sig selv til sin G jerning ved Bønnen, kan han vente at naa sit Maal, kan han vente a t se sin Myndling vandre under Korset til Livet. M aatte vi, som opdrage og vejlede de unge, aldrig tabe af Syne, at Opdragelsens store Hemmelighed er denne: »Opdrag dig selv, idet du opdrager andre; lad dit Lys skinne for dem, at de kunne se dine gode G jerninger og ære din Fader, som er i Himlen.« Det m aa saaledes staa aldeles k lart for Opdrageren, a t hans egentlige Maal er at føre den unge til et virkeligt, selvvirksom t Samvittighedsliv med Gud; derpaa bør han re tte sin K raft og sin K unst. Saa vil han ogsaa undgaa den skjæbnesvangre Vildfarelse, som begaas saa tid t og hævner sig saa grusom t, at forveksle Livets Maal med Opdragelsens. Livets Maal eller rettere sagt, hvad et Menneske skal faa ud af sit Liv, bliver en Sag, som det selv m aa afgjøre med sin Gud og staa ham til Regnskab for. Hvor pinefuld, hvor angstfuld m aatte G jerningen ikke være, om Opdragelsen ved Mennesker skulde vare Livet igjennem ! Naar den unge er kommen saa vidt, at hans naturlige Ejendommelighed med selvbevidste Styrke gjør sig gjældende, m aa Opdrageren betrag te sin G jerning som endt, da kan han kun træde til som Ven, raadende og hjæ lpende, men frem for alt haabende og bedende, al den S tund der er forjæ ttet os: «En retfæ rdigs Bøn form aar meget, n aar den er alvorlig.« (Jac. 5, 16). Men have vi formaaet a t opdrage de unge saaledes, at de fra Barndommen have læ rt at leve i et levende S amvittighedsforhold til Gud, da have vi ogsaa fø rt dem ind paa den rette Vej, Vejen til L ivet; da ophører Men­ neskenes Opdragelse, og Herrens begynder; lykkelig det