DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

13

Menneske, som betræder sit Livs Bane med en vaagen, oplyst Samvittighed, som har læ rt fra Barndommen at søge sit Lys i Ordet, sin K raft i Bønnen! Endnu ét som Opdragerne aldrig maa glemme: Barnet er ikke et dødt Stof, men et villende, frit Væsen. Det kan derfor ikke være andet, end at det mangen Gang vil udvikle sig anderledes, end vi havde v e n te t; der kan komme Ud­ slag af B arnets K ræ fter og Evner, som bøje vore H jæ rter og fylde vore Ø jne med Taarer — da gjælder det at holde fast ved Troen og ikke slippe Haabet, men i inderlig Bøn anbefale den unge i Herrens Haand, idet vi m indes den yndige Lignelse hos Markus i det 4de K a p .: «Med Guds Rige haver det sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden og sover og staar op N at og D ag; og Sæden vokser og bliver stor, han véd ej selv hvorledes. Thi Jorden bærer F rug t af sig selv; først Græs, derefter Aks, derefter Korn i Akset. Men n aar F rug ten er fuldkommen, skikker han Seglen hen; th i Høsten er for H aanden.» Giv os du, som er Høstens rige Herre, a t være tro Arbejdere i din G jerning, at vi maa kunne saa den gode Sæd i de unges H jæ rter, og at den maa faa en herlig Vækst, men bevar vort H jæ rte ydmygt, at vi aldrig glemm e: «En planter, en vander, men det er dig, som giver V æ k st!»