DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

10

Tvedragt ind i B arnets Sind, og a t det bliver hæmm et i sin aandelige Vækst, er uundgaaeligt. Skal B arnet virkelig opdrages, d. v. s. føres til sit a f Gud satte Maal a t dygtiggjøres til al god G jerning, m aa B arnet ikke blive G jenstand for modstridende Ind ­ flydelser, thi da kan dets Udvikling ikke foregaa h ar­ monisk, H jemmet og Skolen m aa forstaa hinanden, H jemmet maa betragte Skolen som sin kyndige Ven og Forbundsfælle, hvem det h a r overladt den Del af sin G jerning at udføre, som det selv ikke m agter, men helt a t skyde Opdragelsen fra sig maa og bør det ikke. De Indtryk, et B arn medfører fra sit Hjem, have den allerstørste B etydning for hele L ivet og følge ofte M ennesket til dets sidste Stund. Man sammenligner saa ofte B arnets Sind med det bløde Voks; men det gaar med dette Billede som med saa mange andre: det er kun delvist sa n d t; thi vist er det, at B arnet som Vokset let m odtager Indtryk, men lige saa vist er det, a t B arnet ofte beholder Indtrykkene hele sit Liv, som vare de prægede i Malm. Den fra Fædrenehjemm et modtagne Overlevering h ar i de fleste Tilfælde en af- gjørende eller i al Fald væsentlig bestemmende In d ­ flydelse paa Barnets senere K arakterudvikling og hele Livsopfattelse. Lykkeligt det Barn, hvis Vugge h ar staaet i et Hjem, det være fattig t eller rigt, hvor Guds­ frygt var til Huse, og hvor det fra lille af er blevet opfødt i Tugt og Herrens Form aning. Det skulle I vide, alle I, som have Forældres N av n : I kunne maaske ikke give eders Børn noget jordisk Arvegods, men den bedste Skat af alle kan en hver Fader og Moder med­ give sit Barn, den Skat, som Tyve og Røvere ikke kunne stjæ le og Møl og R u st ikke fordærve: Guds levende Ord. Vor Herre og Frelser siger i M atthæ i Evangelium det 5te K ap itel: Lader eders Lys skinne for Menneskene, a t de kunne se eders gode G jerninger, og ære eders