DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

12

hver god Del, m an i sin Ungdom h ar nemm et og i Livet ikke forglemt! Hvilken Tomhed m aa der dog ikke være i et Menneskes Hjærte, der fra sit Hjem kun med­ bringer verdslig Visdom og Klogskab, men ikke den Visdom, som kan gjøre Meunesket vis til Salighed ved Troen paa Jesus K ristu s; hvorfra skal et saadant Men­ neske hente K raften i Kampen, Trøsten i Nøden og H aabet i Døden? Og nu du, som bærer Faders og Moders Navn, har du ikke selv prøvet, hvilken underfuld Velsignelse og Løftelse, der er i a t sidde hos de smaa, at lægge deres Hænder sammen og lære dem at bede; h ar du ikke er­ faret, hvilken forunderlig K raft der da kommer i Bøn­ nen, er det da ikke, som om du kunde mærke, at Bønnen bliver m odtaget med stø rre Naade af den him ­ melske F ad er? Og var det end i de tunge Timer, du sad ved Barnets Side og bad for det, stod det end k lart for dig, a t det stundede mod Skilsmisse, og vort H jæ rtes Glæde skulde visne for bestandig, thi Døden ud strak te sin ubarm hjertige H aand efter dit Barn, hvor dejligt var det da ikke at vide: M it Barn er gaaet forud for m ig, men m in Bøn følger med; det kan ikke komme til mig, men jeg skal en Gang komme til det! Og du F ader og Moder, som elsker din Frelser, naar Timen kom, da du ikke længer kunde have dit Barn hjemme, men m aatte sende d et ud iblandt fremmede, har det da ikke været dig en vidunderlig T røst a t vide, a t dit Barn vel kom mellem fremmede, men ogsaa de elske den samme Frelser, saa at det bedste fra H jemmet ogsaa fandtes dér, hvor d it Barn drog hen? Lad da os, som elske Jesus og have betroet vor Sag til ham , skride til vor G jerning, troende i vort H jæ rte og bekjendende med vor Mund og vort Liv, med O rdet skrevet i vort H jerte: «Lader eders Lys skinne for Menneskene, at de kunne se eders gode G jerninger