DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

13

og ære eders Fader, som er i Himlen!« Af Kjærlighed til Børnene maa vi bringes til at vaage end nøjere over os selv, og Opdragelse er umulig, naar Opdrageren ikke er besjælet af levende Kjærlighed baade til Barnet og sin G jerning; i K jærlighed skal der opdrages, men og­ saa i Alvor og i K raft. Eli maa staa for os som et advarende Eksempel, han, der paadrog sig Herrens Vrede, fordi han nøjedes med lempelig Advarsel der, hvor der skulde være anvendt den strængeste Tugt. Vi maa vogte os for al B lødagtighed, al Forkjælelse i Opdragel­ sen, men frem for alt for den taabelige Indbildning, at vi handle i Kjærlighed, naar vi lukke Ø jnene for Bør­ nenes Fejl og lade det mangle paa fornøden Tugt. Særlig vil jeg fremhæve et Tilfælde, hvor man tid t fristes til Svaghed: naar vi ser Børnene gjøre sig skyl­ dige i de samme Fejl, vi selv lide af. Her fristes man saa let til a t vise Overbærenhed og Eftergivenhed i Stedet for, at det burde være den alvorligste Paam in- delse til a t skride ind, at ikke Børnene skulle lide Skib­ brud paa de samme Skjær som vi selv; hvilken Tugt og Paam indelse er ikke et saadant Tilfælde for os selv! Herved mindes vi da ogsaa om et af de allervigtigste P u n k ter i Opdragelsen: vor egen Selvopdragelse ved at opdrage andre, idet vi altid vende Ordet og Form anin­ gen alvorlig prøvende mod os selv og tale til vor egen S am vittighed lige saa vel som til Børnenes. Den punktlige og samvittighedsfulde Lydighed uden Ræsoneren, der ubetinget maa fordres af Barnet, synes a t ligge vor Tids alm indelige Opdragelse tem lig fjærn, idet der er Tilbøjelighed til, at Børnene for tidlig faa en Mening med og gjøre dereg Vilje gjældende, ja man h ar endog set den Mening frem sat — og det er alvor­ lig m e n t — , a t Børnene kun skulle gjøre og lære, hvad de have Lyst til, at al Tvang er forkastelig. E t større Fejlsyn paa Opdragelsen kan jeg ikke tænke m ig; mon