DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

15

kan et Barn udvikle sig til noget godt og dygtigt; overladt tilsig selv vil Barnet udvikle s ig til det Onde, al den Stund det er en Naturlov for Mennesket at ønske det nægtede og stræbe mod det forbudte. Opdragelse er uomgjængelig nødvendig, men Opdrageren maa skride til sin Gjerning som den, der har sig selv under Tugt og altid først vender Formaningen prøvende mod sig selv; han maa i sit eget Liv have erfaret, at Budet er en Lampe og Loven et Lys: Selvopdragelse er den eneste Yej til Opdragelse af andre. Opdrageren maa have den klare Forstaaelse af Barnets Tankesæt, Barnets hele Følelses- og Villiesliv, han maa fra sin egen Barndom kunne mindes, hvorledes et Barn ser paa Forholdene og opfatter dem. Men frem for alt maa han skride til sin Gjerning i Kjærlighed til den og Barnet, ikke den svage og taabelige Kjærlighed, der lukker -Øjet for Barnets Fejl — en Følelse, der saare tidt kun er egenkjærlig Magelighed under Kjærlighedens Navn — men i den sande, daadkraftige Kjærlighed, der lærer ham i Barnet at se en af Guds elskelige Skabninger med de mange Haande Anlæg til det Gode, men ogsaa til det Onde, saa det trænger baade til den milde Overbærenhed og den alvorlige Tugt. Han maa skride til sin Gjerning i Tro paa sin Gjernings velsignelsesrige Virkning og Nytte, i Tro paa, at hans Kraft til Gjerningen, dens Vækst og Frugt kommer fra oven, saa han i Ydmyghed foler sig som Husholderen over fremmed Gods; denne Tro vil give ham Klarhed over hans Opgave, den Sikkerhed og Kraft i dens Udøvelse, uden hvilken den ikke kan lykkes, men som ogsaa har rig Forjættelse i sig. Det naturlige er, at Forældrene selv opdrage deres Børn, og ingen burde kunne gjøre det bedre; thi intet Menneske kan have en saadan Kjærlighed til Børnene som Forældrene, intet Menneske bør kunne have en saadan Forstaaelse af Børnene som Forældrene; de ere