DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

16

jo Kjød af vortKjød, Ben af vore Ben; intet menneske­ ligt -Øje kan se saa rigtig bedømmende paa Børnene som Faders og Moders -Øje, ingen vil kunne vurdere Barnets gode og daarlige Sider med en saadan Sikker­ hed som Forældrene,, thi Kjærligheden bør ligeoverfor Børnene, ja den ikke alene bør, den maa gjøre seende. Lykkeligt derfor det Barn, som Gud Herren har ladet se Dagens Lys i et Hjem, hvor Forældrene have faaet baade at kunne og ville opdrage de Smaa i Gudsfrygt og Herrens Formaning; lykkelige de Forældre, som have velartede og veloptugtede Børn; paa dem kunne vi an­ vende Siraks Ord: »Hvo, som underviser sin Søn, vil gjøre sin Fjende misundelig og glæde sig over ham for sine Venner. Hvo, som tugter sin Søn, vil faa Glæde af ham og "vil kunne rose sig for sine Kyndinge. Naar hans Fader end er død, da er det dog, som han ikke var død, thi han lod sin Lige efter sig.« Det burde være saa, at Forældrene selv opdrage deres Børn; men mange, saare mange evne det ikke, fordi de mangle den rette Kjærlighed til Børnene, fordi de ikke ville fornægte sig selv for Børnenes Skyld, fordi deres hele Liv er vendt mod de timelige Handler og ikke op ad mod Guds Rige, og det skal slaas fast, at den Mand og Kvinde, som ikke selv har ø je for Idealet, men er trælbunden i Jordelivets Gjerning, kan ikke opdrage: thi Opdragelsen skal løfte, skal forædle, skal frigjøre. I hvor mange Hjem hviler ikke Jordelivets Tryk, Bekymring for Næring og Nødtørft baade paa Store og Smaa, saa Fattigdom og Nød forhindrer al Opdragelse, fordi alle Kræfter maa sættes ind paa den fortvivlede Kamp for blot at friste Livet. I hvor mange Hjem har ikke Døden bortrevet Forsørgeren, saa der sidder tilbage en sørgende Enke med sine hungrige faderløse Smaa. Mange herlige Anlæg gaa til Grunde under saadanne ulykkelige Forhold, og det vil blive saa