EventyrUdlandet_1905

169 Til daglig levede Bravo i lykkelig Fred, baade med den romerske Verden, hvor han var vel seet, og med sine skandinaviske Omgivelser. En enkelt Gang kunde der dog komme en Kurre paa Traaden, og det var mest Digterne, der gav Anledning til saadant; thi for disse Apollos Søn­ ner maatte Bravo stadig væ re Syndebuk. Galt var det gaaet ham med Bjørnstjerne, men værre blev det, da Goldschmidt kom til Rom og slut­ tede intimt Bekendtskab med Dietrichson, der ikke alene var Bravo’s Sekretær, men tillige Kunstkritiker og Korrespondent til et Par af de norske Blade. Bravo gik vistnok med en stille Angest for at blive sat ud af Spillet, thi han sagde flere Gange til mig: „Gut Zatan, kan De ikke sige mig, hvorfor den Goldschmidt og den Dietrichson stikker Hovederne i hinanden? Je g kan ikke lide den Karl for min Død, han ser mig saa politisk u d .“ Der skete imidlertid Intet, saa længe Gold­ schmidt opholdt sig i Rom; men da han var rejst, opdagede Bravo, til hvem alle Skandinavers Breve blev adresseret, at der udspandt sig en højst mistænkelig Korrespondance mellem Gold­ schmidt og hans egen Sekretær. Hver Gang der kom Brev fra den førstnævnte, vendte og drejede Bravo det med en spekulativ