EventyrUdlandet_1905

171 med Brevet i Haanden foer han rundt til de faa Skandinaver, som endnu opholdt sig i Rom, og spurgte hver af dem, om de vidste noget af, at Dietrichson vilde myrde ham. Og skønt de alle erklærede, at de vilde indestaa for Sekretæren i saa Henseende, dæmpedes dog ikke Bravo’s Frygt, og han lod strax Dietrichson kalde, saa snart han var kommen til Rom. „Gut Z atan !“ raabte han, „hvad er dette h e r? Je g ser, at De vil myrde mig for at blive min Eftermand, hvad siger De til d e t ? “ Hertil svarede Dietrichson, at han engang havde ytret til Goldschmidt, at hvis Bravo døde, vilde han søge Posten efter ham; men at han i øvrigt ikke havde tænkt at tilføje ham det mind­ ste ondt. Hermed var Bravo dog ikke tilfreds; alene den Tanke, at hans Sekretæ r kunde spe­ kulere i hans mulige Død, var ham irriterende, og først da Dietrichson i Foraaret 64 forlod Rom, aandede Bravo frit. Bravo havde mange Venner blandt Kunst­ nerne, især blandt de ældre, og mellem disse skal jeg nævne Ernst Meyer og Kiichler, som jævnlig besøgte ham. Den sidste var Fredsom­ meligheden s e lv ; men Ernst Meyer kunde nok lide at drille Bravo, naar han kunde komme dertil.