EventyrUdlandet_1905

181 Kiichler ser aandsfraværende ud imod det og svarer tøvende: „Ja, hvad hedder det, aah! Fra Angelo! hvad hedder det K loster?“ Munken nævner ærbødig et Navn, som jeg har glemt, og jeg spørger videre: „Men hvorfor illuminerer d e ? “ „Ja,“ siger Kiichler lidt trevent, „hvorfor illu­ minerer de. Aah, Fra Angelo! hvorfor illumi­ nerer de d e r h e n n e ? “ Munken meddeler mig vidtløftigt, at det er til Æ re for en for længst hensovet Helgen; men Kiichler, som ser at jeg vil gøre flere Spørgs- maal, letter utaalmodigt paa sig og siger: „Lad os gaa ovenpaa, jeg kan ikke lide, at de andre glor paa o s!“ „Men de forstaar os jo ikke,“ indvender jeg. „Jo, saadan halvvejs,“ siger Kiichler, „kan de ikke forstaa Ordene, saa forstaar de Minerne, det gør Italienerne altid. Hvor kan j e g huske, hvad alle disse Klostre og Helgener hedder.“ Saa vandrer vi op i Kiichlers Atelier, et stort firkantet Rum, hvor der ikke findes andet Bohave end et Bord, et Par Stole og en Bede- pult, hvorover der pranger et Billede af Ma­ donna. Døren til hans Soveværelse staar aaben, og jeg ser ind i et lille Kammer, hvor der kun findes en smal Jernseng, en Lerkrukke og et