EventyrUdlandet_1905

194 Væsen noget, som i allerhøjeste Grad vakte min Sympati. Aldrig talte han om sig selv, heller aldrig om sin Familie, skønt det maa have været med bitre Følelser, at han hver Dag vandrede forbi sin Faders prægtige Villa, for at tjene et P ar Paoli oppe i min beskedne Lejlighed; men øjensynlig var det, at Livet hvilede paa ham som et tungt Tryk, og der var tidt en Melan­ koli i hans Blik, hans Stemme og hans Gestus, som gjorde mig sørgmodig midt i vor glade Samtale. Je g husker en Aften, hvor det varede usæd­ vanlig længe, inden han kom. Endelig hørte jeg hans Skridt paa Trappen, tunge og langsomme kom de opad, saa standsede de, og jeg, der havde næ rmet mig Døren, hørte et Suk, som fik mit Hjerte til at isne. For at han ikke skulde mærke, jeg havde lyttet, gik jeg hen til Vinduet og stirrede op mod Stjernehimlen, hvor Venus stod højt med en blaalig, metallignende Glans. „De betragter S tjernerne,“ sagde han, idet han langsomt traadte ind, „tror De paa d em ? “ „De Tider er forbi,“ svarede jeg; „men jeg tænker paa, om man ikke engang skulde lande hist oppe paa Venus, naar Jordelivet her er forbi.“