EventyrUdlandet_1905
195 Han rystede sørgmodig paa Hovedet og sagde: „Ak, Signore Guielmo, forbi er forbi.“ „Der bliver dog altid et Haab tilbage,“ sva rede jeg. „Maaske for Dem, men ikke for mig. Tænk Dem om! Det evige Liv er kun et Udslag af Menneskets uhyre Forfængelighed; thi hvad er Mennesket mod det Utal af vældige Kloder, som fylder hele Verdensrummet. Jeg knuser denne Flue, og den er ikke mere; jeg dræber et Menneske, og ser ham aldrig igen.“ Der var megen Lighed i aandelig Henseende mellem Holbech og Bystrøm. Begge var de fat tige, begge vistnok ramt af skuffede Forvent ninger; men medens Bystrøm ligner en af de mørke Cypresser, bredte Holbech som Pinien sin brede Krone mod Himlen, og Glædens Fugle byggede deri. I Bystrøm fik jeg lidt efter lidt en fortrolig Ven, hvem jeg maaske skylder mit Liv; thi da jeg en Aften i 1867 vilde gaa hen i Café St. Carlo, traf jeg ham udenfor, hvor han øjensynlig havde afventet min Ankomst. „Gaa ikke derind,“ sagde han, „og sig det samme til Deres Venner i Skandinavisk For ening.“ „Hvorfor?“ spurgte jeg forundret. 13*
Made with FlippingBook