EventyrUdlandet_1905

195 Han rystede sørgmodig paa Hovedet og sagde: „Ak, Signore Guielmo, forbi er forbi.“ „Der bliver dog altid et Haab tilbage,“ sva­ rede jeg. „Maaske for Dem, men ikke for mig. Tænk Dem om! Det evige Liv er kun et Udslag af Menneskets uhyre Forfængelighed; thi hvad er Mennesket mod det Utal af vældige Kloder, som fylder hele Verdensrummet. Jeg knuser denne Flue, og den er ikke mere; jeg dræber et Menneske, og ser ham aldrig igen.“ Der var megen Lighed i aandelig Henseende mellem Holbech og Bystrøm. Begge var de fat­ tige, begge vistnok ramt af skuffede Forvent­ ninger; men medens Bystrøm ligner en af de mørke Cypresser, bredte Holbech som Pinien sin brede Krone mod Himlen, og Glædens Fugle byggede deri. I Bystrøm fik jeg lidt efter lidt en fortrolig Ven, hvem jeg maaske skylder mit Liv; thi da jeg en Aften i 1867 vilde gaa hen i Café St. Carlo, traf jeg ham udenfor, hvor han øjensynlig havde afventet min Ankomst. „Gaa ikke derind,“ sagde han, „og sig det samme til Deres Venner i Skandinavisk For­ ening.“ „Hvorfor?“ spurgte jeg forundret. 13*