Forskønnelsen_1915

Det kan, trods Broerne, ikke illudere som Flod, thi der er intet Flodleje mellem høje Bredder, ingen dristige Brobuer, som spænder over en Strøm; det hele er for fladt og stillestaaende. Det ser hverken ud som Sø eller Flod, kun som Bassin. Og dog kunde Sø-Karakteren væ ­ ret opretholdt lige saa godt som ved de Stum­ per Voldgrav, der blev tilbage i Ørstedsparken og i Østre Anlæg. Trods alt har dog denne Sø- Strækning endnu en egen Skønhed. De store Vandflader spejler Sol ogH imm el i stemnings­ fuldt Vekselspil. Naturen hjælper sig selv, om ogsaa Menneskene tilstudser og raserer den efter en Lineal. For Øjeblikket er det Himlens frie Fugle — Maager og Terner og Ænder — , der besørger Forskønnelsen. Men Fantasien forestiller sig, hvad en idérig Havearchitekt kunde faa ud af dette Søbælte, om han fik Lov at bryde de stive Linier, at bugte og levende­ gøre Bredderne, at fylde ud og beplante, at genvække Idyllen og at lægge Naturen som en yndefuld Dal tværs igennem Byens Sten­ kolosser. Ikke uden Grund regnes det i Japan for noget nær den fineste Kunst at være Have- og Landskabskunstner, at benytte et nok saa lille Terræn og dets naturlige Muligheder til at skabe et Naturpust af Stemning, at aabne en Plet Jord for Plantelivets rigeste Fantasi og for Himmellysets, Solens og Maanens lune­ fulde Skalaer af fortryllende Belysninger. Og man behøver ikke at gaa saa fjernt som til Østen, man behøver blot at tænke paa det Stykke Vidunder af Natur, som New Yorks Central-Park har fremtryllet af Byens Klippe­ grund midt i Skyskrabernes Ramme: et Net af fuldkomne Automobil- og Spadsereveje midt inde i en Klippeskov med Bregner og Rhodo- dendrer og med herlige Træer, befolkede af springende Egern.jj Ikke Vandbassiner, men Søer igen — Frem­ tidsmusik! Ingen Frygt for, at dette Ønske skal blive altfor snarlig opfyldt. Men Ønskerne har dog deres Mission. Naar de breder sig, og en hel By bliver enig om at ønske det samme, saa sker det tilsidst. * * * Kjøbenhavn er efterhaanden bleven en mo­ numentrig By. Der er dem, der synes, at M o ­ numenterne snarest er for mange og navnlig for daarlige. Monumenter er oprindelig be­ stemte for Kirkegaarde — det er Mindesmær­ ker, som passer bedst paa Steder, hvor man gaar hen, naar man har Trang til at mindes de Døde. En levende By maa ikke blive en Kirkegaard med Monumenter for Per og Povl. Per og Povl skal have deres Mindesmærker

tiden, og bliver det vansiret, kommer Skam­ men over os. Derfor er det, jeg ønsker skær­ pet kunstnerisk Tilsyn. FORFATTER SOPHUS MICHAÉLIS: Det skal som bekendt være meget svært at omgaas varligt med de berømte tre Ønsker, som Eventyrets Fé tilstaar i sin allerhøjeste Naade. Inden man ved et Ord deraf, er Øn­ skerne opbrugte uden i Virkeligheden at have indbragt den allerringeste Lykke. Det ene Øn­ ske har ødelagt det andet, og tilsidst sidder man med den usle status quo i de tomme Hænder. Heldigt er det da, at Hovedstaden ikke faar sin Forskønnelse gratis paa Ønsketallerkenen, men Skridt for Skridt maa kæmpe for sine Maal og forme sine Idealer. Et stort Maal vil allerede være vundet, blot den offentlige M e­ ning altid holder sig vaagen dg er sig bevidst, i hvilken Retning disse Idealer skal søges: Fortidens Fejl og Dumheder maa ikke gøres om igen. Naar alle nu kan se, hvor ilde de sidste Generationer har handlet med Byen og dens Skønhed under Omdannelser og Udvi­ delser, bør det simpelt hen være utænkeligt fremtidig at gaa til Værks medsamme Hensyns­ løshed og Kortsynethed. I de kommende Aar vil Opgaverne melde sig i Massevis, baade i Byens Periferi og i dens Centrum. Spørgsmaa- lene om Christianshavns Voldterræn og om Kastellet begynder at fænge; af endnu større Vigtighed er den nærforstaaende Ordning og Udnyttelse af det ledigblevne Banegaards- terræn. En Vandalisme som den, hvormed for en Menneskealder siden »Søerne« behandledes, maa ikke gentage sig. Her som intet andet Sted ønsker man med blødende Hjerte, at gjort Gerning lod sig ændre, og at noget af den tabte Skønhed lod sig vinde tilbage. Intet andet Sted havde der som her været Mulighed for at redde den voksende By et Stykke Naturskøn­ hed og give den en passende harmonisk Ramme. Det er til at græde over, naar man tænker paa Idyllen fra K ø bke s Dage. Natur­ ligvis kunde Bebyggelse omkring Søerne ikke undgaas, men mellem saa hæslige Husrækker burde dette frie og aabne Søbælte ikke være klemt inde. Og selve Sø-Idyllen burde aldrig være lagt i saa stiv og ynkelig en Spændetrøje. Nu »reguleredes« Bredderne efter Lineal, de bugtede Stier med Græs, Buskadser og Fugle­ liv forsvandt, og tilbage blev de store, kantede og kolde Bassiner, der kun minder om Vand­ værks-Reservoirer og ikke om Indsøer. Det hele Bælte er totalt misforstaaet og forkvaklet.